Kom med bag om koncerterne

Kom med bag om koncerterne

Hvidovre Musikråd inviterer musikinteresserede ind i maskinrummet og til årsmøde

Har du lyst til at arrangere koncerter i Hvidovre og sætte dit præg på musiklivet i kommunen, så duk op på Hvidovre Musikråds årsmøde på næste tirsdag den 19. september kl. 19. Her kan du høre mere om, hvordan du kan være med til at planlægge koncerter eller hjælpe til med det praktiske under Musikrådets koncerter.

- Hvidovre Musikråd er for alle dem, som har lyst til at lave koncerter for byens borgere. Og alle er velkomne, udtaler rådets formand Kirsten Larsen.

En af Musikrådets fornemste opgaver er at udbrede musikken i Hvidovre og Avedøre:

- Vi arbejder for at skabe musik for folk. Der er 50.000 mennesker i Hvidovre, og der skal være noget interessant for alle. Vi favner bredt musikalsk her i rådet, så man kan byde ind med alle genrer, udtaler Helge Skov fra rådet, og han tilføjer: - Samtidig vil vi gerne gøre opmærksom på de mange gode steder, man kan lave større og mindre koncerter her i byen.

Jørgen Leth fra Rådet forsætter: - Vi arbejder for at sætte Hvidovre på det musikalske Danmarkskort og finde vores egne ben i et landskab med rigtig mange stærke profiler. Vi er på vej, og folk fra nabokommunerne kommer allerede som gæster til vores koncerter.

- Og vores musikerne har også altid givet udtryk for, at de har gode oplevelser med at spille i samarbejde med Musikrådet, og derfor er de glade for at komme her i Hvidovre, supplerer Kirsten Larsen.

Efter et informationsmøde om Musikrådet, bliver der holdt årsmøde, hvor stemmeberettigede medlemmer under Musikrådet vil vælge fem medlemmer og to suppleanter som det næste års tid skal sidde i Hvidovre Musikråd. Men også ikke-medlemmer er meget velkomne til at tage del i det daglige arbejde med koncerterne: - Vi kalder det for interessemedlemmer, og de har lige så meget at sige i koncertplanlægningen som os syv personer, der er valgt ind i rådet, udtaler Kirsten Larsen.

Rådet holder udover koncerterne ca. 10 årlige planlægningsmøder af 2-3 timers varighed på hverdagsaftener samt én årlig planlægningsdag, typisk en lørdag i november.

Årsmødet foregår på Hovedbiblioteket, Hvidovrevej 280, på tirsdag den 19. september kl. 19, og alle er velkomne til at kigge forbi. Der vil blive serveret gratis kaffe og kage. Tilmelding er ikke nødvendig.

menu
menu