KVINDER I KOMMUNALPOLITIK:

KVINDER I KOMMUNALPOLITIK:

Hvidovre klart over gennemsnittet

Kommunalvalget i forrige uge blev - generelt over hele landet - til et ganske pænt valg for de opstillede kvinder.

På landsplan består de kommende nye byråd nu af 33 procent kvinder.

Det er en stigning med nogle ganske få procentpoint sammenlignet med kommunalvalget i 2013, hvor antallet af kvindelige byrådsmedlemmer landede på 30 procent.

Til den siddende kommunalbestyrelse i Hvidovre blev der for fire år siden valgt syv kvinder ind - svarende til 33.3 procent.

Denne gang slap otte kvinder igennem vælgernes nåleøje.

De tre socialdemokrater Helle Adelborg, Maria Duurhus og Benthe Viola Holm får de næste fire år kvindeligt selskab af Charlotte Munck (V), Sara Benzon (F), Kristina Young (H), Charlotte Hougaard Larsen (O) samt Lisa Skov (C).

Det svarer til, at kommunalbestyrelsen i Hvidovre nu består af 61,9 procent mænd og 38,1 procent kvinder - altså ganske pænt over landsgennemsnittet.

- Kommunalpolitik handler om at finde løsninger, der tjener os alle bedst muligt. Ud fra et demokratisk ideal om, at forskellige livserfaringer skal være repræsenterede i beslutningsgangene, er det derfor vigtigt, at det ene køn ikke er voldsomt underrepræsenteret i en kommunalbestyrelse, siger Bjarke Oxlund, som leder Institut for Menneskerettigheders arbejde for kønsligestilling.

I seks kommuner udgør andelen af kvindelige politikere mindre end 20 procent af kommunalbestyrelserne, mens det efter kommunalvalget i 2013 gjaldt for hele 13 kommuner.

Kun 14 af de 98 kommuner har i øvrigt en kvindelig borgmester. Det svarer til 14,3 procent og også her bidrager Hvidovre som bekendt med en kvinde.

oas@hvidovreavis.dk

Kvinde

Kvinde

menu
menu