Livsglæde - de syv dødssynder og det moderne menneske

Livsglæde - de syv dødssynder og det moderne menneske

Foredrag på onsdag den 15. november og den 17. januar med Martin Herbst, sognepræst og forfatter til bl.a. bogen ”Men ender det godt? De syv dødssynder og det moderne menneske”

Med “Tænkepauser” har Hvidovre Kirke taget et nyt initiativ. Aftenerne vil bestå af en række foredrag, der tager udgangspunkt i almenmenneskelige udfordringer. Foredragene vil blive tilrettelagt, så man undervejs i mindre grupper kan diskutere de dilemmaer og perspektiver, der er bragt på bane.

Vi begynder med “Livsglæde - de syv dødssynder og det moderne menneske” med Martin Herbst, sognepræst og forfatter.

Ind til det 16. århundrede spillede de syv dødssynder - frådseri, liderlighed, grådighed, vrede, dovenskab, misundelse og hovmod - en afgørende rolle for det vestlige menneskes dannelse og selvforståelse. Med reformationen og oplysningen bliver bevidstheden om dødssynderne spredt for alle vinde og ender som reklameslogans for is, vin eller øl. Dødssynderne er imidlertid så populære som aldrig før. Eksempelvis fødte grådighed finanskrisen. Vrede bliver til bombebælter. Den oprindelige betydning af dovenskab er håbløshed. Hvornår sker det næste jalousidrab?

Foredraget giver indblik i, hvordan traditionen om dødssynderne opstod og har påvirket os gennem historien. Vi begynder i den egyptiske ørken med Evagrius Ponticus, en af kirkehistoriens mest interessante skikkelser. Derfra går turen til de europæiske klostre, universiteter, Dantes Guddommelige Komedie og videre til vor egen politiske og sociale virkelighed. Undervejs bliver det tydeligt, at traditionen om de syv dødssynder ikke udgør et levn fra en mørk, katolsk fortid, men er en uvurderlig kilde til selverkendelse, spiritualitet og helhjertethed.

Martin Herbst er sognepræst og redaktør og bidragsyder til bogen Men ender det godt? De syv dødssynder og det moderne menneske, Frederiksberg, Eksistensen, 2016.

Det sker på onsdag den 15. november og onsdag den 17. januar 2018 kl. 19.00-21.00 i Magistergaarden (sognehuset). Det er gratis

menu
menu