Løber mindst 170 km om ugen

Løber mindst 170 km om ugen

Abdi Hakin Ulad er godt i gang med en udredning af sin krop - løber den 17. juni i hollandske Leiden

ATLETIK: I øjeblikket tester langdistanceløberen og OL-deltageren Abdi Hakin Ulad sin krop med henblik på at blive klogere på, hvordan kroppen bruger de resurser den får optimalt. Det er noget med at løbe på løbebånd på tid og så et 15 km løb og igen løbebånd på tid. Alt sammen for at en bioanalytiker, en diætist og en fysiolog kan blive klogere på, hvordan Ulad får mest ud af de ting, han spiser og måden hans krop forbruger de ting, han har indtaget.

- Nu har jeg testet i varmt vejr og i mindre varmt vejr. Ikke uventet tabte jeg under varme forhold 2½ kg væske, hvor jeg i lørdags i 5 grader lavere temperatur kun tabte 1 kg. Så nu ved jeg, at jeg vil kunne præstere bedst i foråret og i det begyndende efterår. 2½ kg væske er meget at tabe, når man vejer 58 kg...

- Min væskebalance er vigtig for mig, når jeg løber maratonløb. Jeg følte mig væsentlig mere frisk efter lørdagens løb end efter løbet under varmere forhold. Jeg havde ingen problemer med at gå ud og løbe af i 40 minutter efter lørdagens løb i regnvejr. Det giver stof til eftertanke både hos mig og mine specialister...

- Nu bliver mine prøver analyseret, og så er jeg spændt på, hvordan det går, når jeg skal løbe 10.000 meter i hollandske Leiden den 17. juni. Det bliver spændende at se, om jeg kan hive lidt ekstra tid ud af den nye viden om min krop. Jeg har deltaget i løbet gennem de seneste 4 sæsoner, og jeg plejer at løbe på lidt blandede tider. Mit mål er at løbe under 29 minutter gerne omkring 28.30 minutter. Jeg løber omkring 170 km om ugen. Nogle gange lidt over, og det er det, jeg skal, hvis jeg vil være med blandt de bedste. Efter løbet i Leiden går turen til Kenya, hvor jeg skal være i træningslejr...

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu