Lokale børn giver fuldt hus i cirkus

Lokale børn giver fuldt hus i cirkus

Cirkus Baldoni inviterer 0.-klasser med i forestilling, når cirkuset slår teltet op i Avedørelejren

Der var 100 % uro på tilskuerrækkerne, da 0.-klasserne fra Dansborgskolen forleden var til generalprøve på deres egen forestilling i Cirkus Baldoni. Til gengæld var der sammenbidt koncentration og momentvise stolte smil på scenen, mens cirkusdirektør René Baldoni hjalp grupperne af små artister igennem deres indslag.

- Hold op, hvor er I seje. Tror I også, at I kan gøre det i aften?, siger cirkusdirektøren til det hold af artister, der netop har vist deres fakirnummer og med let bekymret mine og bare fødder har spadseret hen over et langt stykke pap med påklistrede glasstykker.

Det er tredje år, at Cirkus Baldoni inviterer lokale skolebørn til at deltage i en af deres forestillinger, og der er flere årsager til, at det dermed er blevet en tradition.

- Vi gør det for at udvikle cirkus og forny det. Generelt er der jo en øget interesse for cirkus, og mange dyrker det - og de ressourcer, synes vi, er værd at bruge, siger René Baldoni til Hvidovre Avis.

Han tilføjer, at børnene, efter hans erfaring, får rigtig meget ud af at være med.

- Der er så meget i cirkus for børn, og de får en kæmpe oplevelse ud af at være med i en forestilling. De er nervøse, men de gør det alligevel, siger han.

Fuldt hus

Konceptet er i al sin enkelhed, at børnene fra Dansborgskolens 0.-klasser har trænet deres numre på skolen. På dagen for forestillingen er der generalprøve i cirkusteltet om formiddagen. Om aftenen får børnene så lov til at vise deres numre indimellem cirkusforestillings professionelle indslag.

Den blanding betdyer naturligvis, at der blandt tilskuerne er en hel del familiemedlemmer til børnene at finde.

- Det bliver en delvis professionel forestilling, hvor børnenes numre indgår, og det betyder, at vi har fuldt hus i aften, siger René Baldoni.

Generalprøven er ved at være overstået og de livlige kommende cirkusartister ser tilfredse ud med deres præstation.

- I er absolut de aller bedste artister vi har haft. Det bliver en kanon forestilling i aften, siger René Baldoni, da han er gået tilbage til børnene på scenen for at træne den særlige Cirkus Baldoni-sang med dem.key

Dans, akrobatik og glæde. Det er sjovt at optræde i Cirkus Baldonis manege.

Dans, akrobatik og glæde. Det er sjovt at optræde i Cirkus Baldonis manege.

menu
menu