Lundblad forlænger - All Stars spiller fredag

Lundblad forlænger - All Stars spiller fredag

Mød tidligere storspillere fra Hvidovre - køb din egen spillertrøje - kvindernes hyldes for deres DM guld

ISHOCKEY: Hvidovre Fighters forlænger samarbejdet med svenske Erik Lundblad for yderligere en sæson. Sammen med Fighters-truppen, stiller han til start mod et navnkyndigt All Star-hold fredag kl. 19.00 i Allan Villadsen Ishockey Arena.

Svenske Erik Lundblad kom til Fighters over halvvejs i denne sæson, den 19-årige back, med rødder i den skånske storklub Malmø Redhawks, blev en markant figur i Fighters-defensiven, kontraktforlængelsen er derfor naturlig. Kontraktforlængelsen med Erik Lundblad er væsentlig for Hvidovre Fighters. Backtalentet har uomtvisteligt mere i posen til den kommende sæson, hvor der er store forventninger til den spil- og skøjtestærke skåning. Erik Lundblad nåede 21 kampe i Metal Ligaen for Hvidovre i den netop overståede sæson, det blev til ni point, men særligt defensivt, var teenageren garant for stabilt spil.

- Vi forventer at se Erik udvikle sig yderligere i den kommende sæson, fortæller Teamchef Henrik “Høne” Sørensen fra Hvidovre Fighters.

- Med en hel opstart sammen med holdet og det afsæt, han allerede har taget fra den forgangne sæson, er vi sikre på, at Erik Lundblad og Hvidovre Fighters er et godt match. Og det er vigtigt for os, at vi rammer rigtigt i vores rekruttering, så når vi har fundet en dygtig spiller, er der ingen grund til at opfinde noget helt nyt, hvis vi kan nå til enighed økonomisk. Det kunne vi heldigvis her, og det er vi super tilfredse med...

Legendernes aften

“All Stars” tæller blandt andre de tidligere danske landsholdsspillere Ronni Thomassen og Philip Hersby, klublegenderne Sergej Cubars, Casper Winther og René Sloth, og så har dominerende svenske skikkelser fra fortiden meldt deres ankomst, personificeret ved Johan Sälle, Johan Marklund og Patrik Boij.

Entreprisen er 100 kroner for voksne, mens børn under 16 år kommer gratis ind. Ønsker man hockeyfesten fortsætter, har Hvidovre Fighters arrangeret afterparty klos op ad Allan Villadsen Ishockey Arena, til 350 kroner for både hockeybillet og fest. Henrik “Høne” Sørensen fortæller videre:

- Fredagens event giver forhåbentlig tilskuerne en sjov afslutning på en god sæson. Vi håber, at mange vil bruge deres fredag aften på at se en underholdende forestilling på isen, og tage en tur ned ad mindernes allé, når vidt forskellige generationer mødes på isen. Vi kører derfor også auktion på spillertrøjerne indtil kampens afslutning, så vores fans får chancen for at trække en helt unik souvenir over hovedet. Dørene åbnes klokken 18.00...

I kamppausen bydes der på en hyldest af Hvidovre IK’s stærke kvindehold, der tog guld ved dette års DM. Kvinderne kommer på isen og får publikums fortjente applaus ovenpå en sæson, hvor holdet også har turneret rundt i Europa og skabt flotte internationale resultater.

sport@hvidovreavis.dk

menu
menu