Man må knibe sig i armen

Man må knibe sig i armen

Avedøre fortsætter med at sætte point ind på kontoen og toppe rækken

FODBOLD: Efter en på papiret overkommelig start på sæsonen, ventede der nogle mere skrappe modstandere. Men en efter en blev de pillet ned, og kun Herlev formåede at besejre Avedøre. I denne weekend blev GVI besejret med 3-1, og det er svært at få hænderne ned ude i zebrafolden.

Avedøre kom godt fra start med et par giftige muligheder til Simon Boe og Mikkel Verlis, men der skulle et straffespark til, før målet kom. Martin Stephan Nielsen blev nedlagt i feltet, og den chance scorede Bjørn Jensen sikkert på til 1-0. Føringen holdt til pausen, hvor Avedøre undervejs måtte udskifte et par skadede spillere. Det gav spilletid til Mikkel Reimer-Gadby og Sebastian Tan. Hvor Avedøre havde domineret de første 45 minutter, blev det hjemmeholdet, der svang taktstokken. Avedøre kom under pres, og udligningen kom forholdsvis hurtigt. Avedøre svarede igen kort efter, hvor et indlæg snød GVI-målmanden og Simon Boe Nielsen kunne sende bolden i mål til ny føring. Det udløste et yderligere pres på Avedøre, der kæmpede med næb og kløer for at holde GVI fra fadet

Et meget nærgående forsøg kort før tid lugtede af udligning, men igen holdt Avedøre hovedet koldt. I kampens overtid fik Sebastian Tan fat i bolden på midten og sendt Oliver Larsen af sted. Med ydersiden af foden drejede han bolden forbi den fremstormende GVI-målmand til sit første mål for klubben og en sejr på 3-1 til Avedøre. Næste turneringskamp afvikles ude mod AB Tårnby lørdag den 6. oktober kl. 15.00.

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu