Masser af ”godter” i Genbrugshallen på lørdag - og så er der countrymusik til...

Masser af ”godter” i Genbrugshallen på lørdag
- og så er der countrymusik til...

På lørdag den 5. august mødes man igen i Hvidovre-foreningernes genbrugshal på Høvedstensvej.

Af det store udvalg kan fremhæves et par ting med interesse for hobbyfolk: Et nærmest komplet udstyr til hobbymaleren, tuber med farver, opspændte lærreder i flere størrelser, et par små staffelier, nogle fine billedrammer i buet “glas”, og er man til modeltog, er der både tog, skinner og tilhørende landskaber, så alle kan blive beskæftiget. En hel reol er fyldt med lamper - kr. 10,- pr stk + et par lavalamper, der også kan fås til rimelig pris, flere flotte spejle i alle størrelser og indfatninger, en stor loftsventilator med ”guld”fatning, et laboratorieudstyr bestående af adskillige glas og kolber, i husholdningsafdelingen står et par pålægsmaskiner og brødmaskiner, en HAKA strygerulle, et par fine vægte, den ene kan veje fra 10 - 3.000 g, en osteklokke i glas, fadet er ca 40 cm i diameter, en rund brødkasse, fint blank.

I den tekniske afdeling finder man en 70'er radio med kassetteafspiller, fuldt funktionsdygtig, en elguitar med forstærker, flere minianlæg, alle afprøvet, med meget mere. Masser af plader, CD’er, blade og bøger i caféafdelingen som sædvanlig.

Denne gang har foreningen Country Music Club Avedøre samlet sammen og stillet op, så der er underholdning med god Country musik på selve dagen, ligesom der som sædvanligt er åbent i cafeen med kaffe, the og kage.

menu
menu