Mathilde og Max er gladere og lettere

Mathilde og Max er gladere og lettere

Efter at være startet på kommunens program for overvægtige børn, har hele familien fået en sund livsstil, som giver energi til mere

- De kalder mig for Tomat-drengen i klassen - for sjovs skyld, griner Max. - Fordi min madpakke er fyldt med grøntsager.

Max på 14 år har i løbet af de sidste 14 måneder været med i POB, Hvidovre Kommunes program for overvægtige børn, og det har bl.a. medført, at der er kommet flere grøntsager både i madpakken og på tallerkenen hjemme ved middagsbordet. Resultatet er, at både Max og hans forældre har tabt sig, generelt lever sundere og har fået mere overskud i hverdagen.

- Jeg har det bedre med kammeraterne i skolen, har lyst til at lave flere ting, og jeg giver den mere gas på banen, når jeg spiller volleyball, fortæller Max, som til at starte med syntes, at det var ret ”nederen”, da sundhedsplejersken på skolen forklarede ham, at han var overvægtig.

Inspiration til ny livsstil

Sundhedsplejersken henviste ham til POB, og nu er han og forældrene glade for den hjælp, de har fået. De har regelmæssigt haft møde med sundhedsplejerske eller diætist, og Max er blevet målt og vejet. Undervejs har de sammen sat mål for at ændre spisevaner og livsstil, og samtalerne med POB-medarbejderne er typisk blevet brugt til at tale om ny inspiration og hvordan man som familie kan finde måder at ændre vanerne på.

- I starten var det sværeste at vænne sig til at spise mange grønsager, fordi der ikke var så mange, Max kunne lide, og så skulle vi vænne os til at spise mindre sukker og slik, fortæller Max’ forældre Lone og Lars. - Men vi har prøvet os frem, og nu går det godt.

Ikke fanatiske

Faktisk har Max helt vænnet sig fra at spise sukker. Nu kan han nærmest få det dårligt, hvis han f.eks. har været til fødselsdag og fået en masse sødt, forklarer han. Sodavand har familien også skåret ned på.

- Men det er ikke sådan, at vi er blevet fanatiske, understreger Lone. - Vi kan godt tage et lille stykke kage eller lidt slik - men i begrænsede mængder. Det er ikke en slankekur, vi har været på - det er en livsstilsændring, og vi har ikke mistet noget - tværtimod.

Støtte til forældrene

Også Mathilde på fire år har været med i POB. Hun elsker at komme til møderne, hvor hun bliver målt og vejet, og hendes mor Lene er glad for den vejledning, hun får som forældre:

- Det er fedt, fordi det er så håndgribeligt at ændre livsstil: Kun en enkelt portion til Mathilde, mindre sukker og mindre frugt. Det er et fast regelsæt, som jeg kan læne mig op ad i hverdagen, og det virker. Også fordi der er god opbakning fra de voksne i Mathildes børnehave, siger Lene.

Sammen med sunde spisevaner har hun også fået indført mere bevægelse i familiens hverdag, fx i form af aften-gåture og at Mathilde kører på sin egen cykel til og fra børnehaven.

Onsdag den 13. september kl. 15-17 er der Åbent Hus hos POB i Sundhedscentret på Hvidovrevej 274. Alle børn og unge, som er en del af POB, børn og unge på venteliste og deres forældre er velkomne, ligesom sundhedsplejerskerne på kommunens skoler har inviteret andre familier, som gerne vil have hjælp til livsstilsændringer.

Max og hans forældre.

Max og hans forældre.

menu
menu