”Mister Hvidovre” runder de 80 år

”Mister Hvidovre”
runder de 80 år

I langt over et halvt hundrede år har han været synonym med HIF-fodbolden og kontoret på Hvidovre stadion, evigunge Niels Nielsen, der næste tirsdag den 18. september runder de 80 år. Og fødselsdagsforberedelser har han slet ikke tid til at tænke på lige nu, hvor han er travlt optaget af de kommende store kamparrangementer og administrationen af “Stadionrestauranten” - og meget andet...

Niels Nielsen, der er så godt som “indfødt” Hvidovredreng, har spillet fodbold i HIF helt fra barnsben. Han er pædagoguddannet, og var i en lang årrække overlærer på Præstemoseskolen.

I Hvidovre Idræts Forenings fodboldafdeling har han både haft sit virke som aktiv spiller med syv divisionskampe i slutningen af 50’erne, bestyrelsesmedlem, kasserer og forretningsfører, samt en periode også direktør i Hvidovre Fodbold A/S, hvor han stadig tager en betydelig tørn med omkring det administrative.

Som “kassemester” har han oplevet både store opture og nedture, vel nok med mesterskabet i 66 og de efterfølgende kampe mod Real Madrid, og senere 80’ernes dobbelttriumf med pokalfinalesejr og mesterskab samt mødet med bl.a. Juventus, som klare højdepunkter.

Foruden lederarbejdet i klubben var han i en årrække også aktiv som oldboysspiller, ligesom han spillede tennis, - det sidste gør han såmænd nok stadig.

Niels Nielsen er ikke meget for fest og halløj, og slet ikke når det gælder hans egen person.

Reception på stadion

Men Hvidovre Fodbold A/S og Hvidovre Idrætsforenings fodboldafdeling mener bestemt, at han skal fejres, så der er arrangeret en lille fødselsdagsreception for ham i Stadionrestauranten næste tirsdag fra kl. 10.00 til 12.00, hvor der bydes på lidt til maven og halsen.

Man håber at se mange gamle elever, fodboldspillere, andre sportsfolk, forretningsforbindelser og selvfølgelig de mange venner og bekendte.

m-

menu
menu