- Nu får jeg rigtig travlt!

- Nu får jeg rigtig travlt!

Med HIF´s oprykning til 1. division skal der arbejdes endnu hårdere på sponsorsiden, fortæller salgschef Peter Lassen

FODBOLD: Sportsligt og økonomisk har sæsonen foreløbig været fantastisk for Hvidovre Fodbold. Ubesejret i grundspillet og over i oprykningsspillet med maksimum point. Den bedst tænkelige indgang til oprykningsspillet. Uden de helt store knaster blev oprykningen til 1. division en kendsgerning med fire kampe tilbage og 12 point at spille om. Det i sig selv er ret suverænt.

- Vi har på sponsorsiden ført de sportslige præstationer til dørs, fortæller salgschef Peter Lassen.

- Da jeg indledte mit arbejde for HIF, var vi 35 sponsorer. På lidt under halvandet år er vi nu omkring 135 sponsorer, og det er bare fantastisk og meget tilfredsstillende for klubben. Det siger mig, at HIF stadig er en meget attraktiv klub at følge, og mange vil gerne tage del i den historie, vi nu er i gang med at skrive. Mange vil være en del af vores fællesskab, og det netværk, der er blevet etableret i klubben for sponsorerne benyttes livligt. Vi har en månedlig samling, hvor der i snit deltager 35-40 sponsorer, og de er rigtig gode til at udnytte hinandens erfaringer og kompetencer. Vi har så også nogle private sponsorer, der med kort varsel kan gå ind og hjælpe til, når og hvis, der er brug for det. ”De gamle Kæmper”, Bøje Sandgaard og Lennart Krimme, der også er trøjesponsor med KBS BYG A/S har alle været med til, at det kunne lade sig gøre at tilknytte Kim Aabech og Nicolaj Agger. Man må da sige, at begge spillere har været markante i den sammenhæng. Det er dejligt, at vi har de private sponsorer i baghånden, når der er brug for det. En dejlig opbakning også fra den kant…

- Lige nu arbejder vi på at finde de rigtige spillere, der kan gå ind i en start 11’er. Vi skal ikke finde nye spillere, der skal videreuddannes over en længere årrække. Vi skal være klar fra første fløjt i 1. division. Kunsten er at finde de spillere, der passer til vores fællesskab på og udenfor banen. Vi har bygget rigtig godt op med en super god træner i Per Frandsen, og det skal ikke ødelægges af nye spillere ude fra, der vil noget helt andet. Vi har givet hånd på, at vi ikke skal rykke ud igen efter en sæson i 1. division. Til at hjælpe os med det stykke arbejde, skal vi nok have en håndfuld spillere, og det er forbundet med en udgift, og de penge skal vi finde. Nu har vi en aktieemission på torsdag den 24. maj kl. 18.00 i Stadionrestauranten, og den ser vi frem til. Der bliver også udløst nogle TV penge til klubben, så jeg håber, der er ro på bagsmækken, når vi starter i 1. division…

- Hele teamet omkring holdet har været bund solidt. Der er ingen brok og interne tvister, selvom vi er mange, der arbejder sammen. Jeg får travlt, det ved jeg, og det elsker jeg. Jeg skal ud og lave flere sponsoraftaler, og det glæder jeg mig til. Vi har været heldige og dygtige og arbejdet målrettet, og det skal fortsætte…

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu