Nu venter topkampene

Nu venter topkampene

Hvidovres divisionsreserver overvandt den første store forhindring - møder Brønshøj tirsdag aften kl. 18.45 på hjemmebane

FODBOLD: Det var op ad bakke og under vanskelige vilkår, HIFs divisionsreserver spillede topkamp i Skovshoved. Hjemmeholdet stillede med et rutineret mandskab, der fik et par ekstra fordele i løbet af kampen. HIF vandt dog opgøret med 3-2, men det holdt hårdt.

HIF kom hurtigt bagud , men fik svaret godt igen kort efter, da Alexander Valbjørn fik udlignet. Martin Nielsen viste fantastisk sparketeknik, da han bragte HIF i front fra midten af banen, og så begyndte uheldene at regne ned over HIF. Først fik Jacob Jensen et gult kort, der betyder 10 minutters udvisning, og da HIF igen var fuldtallige, fik han et nyt gult kort og dermed udvisning for kampen.

Selvom HIF gik til pausen med en smal 2-1 føring og 10 mand, var 2. halvleg blot tre minutter gammel, da Daniel Chuckwumah måtte forlade banen efter et spark omkring knæet.

- Vi valgte af bitter nød at stille os langt og dybt tilbage, kommenterede træner Claus “Buller” Clausen. - Vi vil ellers gerne have initiativet i vore kampe, men det overlod vi til Skovshoved og satsede på omstillinger. Jeg synes, at vi som hold trådte i karakter og kæmpede med det, vi havde. Vi var klar til at dø med støvlerne på...

- Kort før tid bankede Luka Dumic så bolden på overliggeren med et brag for kort efter at bringe os foran 3-1, da han afdriblede Skovshoveds målmand og lagde bolden i nettet. I overtiden reducerede Skovshoved, hvorefter dommeren fløjtede kampen af. En rigtig fin sejr til holdet i en kamp, hvor begge hold skulle vinde for at bevare muligheden for oprykning.

På tirsdag møder vi hjemme Brønshøj, der ligger 2’er i tabellen, så her venter også en nøglekamp. Vi bliver uden tvivl forstærket med spillere fra A-truppen, men vore egne spillere gør det også fantastisk...

- Målmand Bo Kampmann Lassen viste storspil og var en meget vigtig brik i vores smalle sejr....

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu