Nyt netværk finder den kompetente senior-medarbejder til virksomheden

Nyt netværk finder den kompetente senior-medarbejder til virksomheden

Spar administrativ tid ved ansættelser. Virksomhedens nye, kompetente medarbejder kan findes direkte hos Seniorerhverv Hovedstaden.

I løbet af efteråret vil en del Hvidovres små og mellemstore virksomheder få besøg af to medlemmer af Senior Erhverv Hovedstadens netværk. De vil fortælle om netværket, og de muligheder, de kan tilbyde virksomhederne. Formålet er, at forsøge at skaffe job til nogle af de cirka 180 ledige medlemmer af Senior Erhverv i Hovedstaden. Kampagnen begynder mandag den 25. september og kører i ugerne 39, 40 og 41.

- Vi besøger så mange virksomheder som muligt, fordi vi er overbevist om, at der er virksomheder, der begynder at mærke manglen på arbejdskraft, og i håb om, at der er nogle lokale virksomheder, der kan se idéen i at ansætte en +50-årig, fortæller Eva Holm fra netværket, som selv er Hvidovre-borger.

For virksomhederne kan Senior Erhverv Hovedstaden være et godt alternativ til en tidskrævende ansættelsesproces, som en del mindre virksomheder typisk ikke har ressourcer til.

Senior Erhverv-netværket er en frivilligt drevet organisation. Netværket arbejder for at skaffe job til medlemmerne og gøre virksomhederne opmærksom på, at der er en gruppe seniorer med viden, erfaring og kompetencer, som virksomheden hurtigt kan rekruttere.

- Vi har valgt at efterårets kampagne skal foregå i Hvidovre, fordi vi er overbeviste om, at der er virksomheder, der begynder at mærke manglen på arbejdskraft og derfor kan bruge nogle af vores medlemmer, siger Eva Holm.

Senior Erhverv Hovedstaden kan blandt andet tilbyde et gratis CV-katalog. Det ligger på hjemmesiden: sehovedstaden.net.

menu
menu