På pension efter 30 år som ”kræmmere”...

På pension efter 30 år som ”kræmmere”...

På lørdag den 7. juli kan Ane og Børge Nielsen fejre krondiamantbryllup. Ane og Børge er opvokset ved Ulfborg i Jylland, men har siden 60’erne været bosat i Hvidovre, hvor de bl.a. har drevet købmandsforretning på Sydkærsvej i en lang årrække.

Men i de sidste cirka 30 år har stort set al deres tid gået med at være kræmmere, og man må sige at de har været kræmmere helt ind i sjælen.

Starten på livet som kræmmere var Anes fritidsinteresse. Hun fulgtes med en veninde rundt på diverse kræmmermarkeder og fik efterhånden smittet Børge så han fulgte med. De sidste 20 år på ”Det Blå Marked” i Haslev har det været en meget stor del af deres tilværelse. Her startede de med en forholdsvis beskeden stadeplads, men tingene greb hurtigt om og de nåede op på en fast stadeplads på 400 m2 og havde samtidig et lager på 200 m2. Her kunne kunderne - med Ane og Børges hjælp “vi har jo selv vasket det og sat det på plads” finde alt - lige fra tandstikker til flotte gulvtæpper og ikke mindst kunne man være sikker på at gå derfra i godt humør efter en god snak og i mange tilfælde en sjov handel.

Begge er født i Vestjylland, hvor de voksede op som naboer på to gårde ved Ulfborg. Som 10-årig kom Børge ud at tjene, han gik dog stadig i skole - bare en enkelt dag om ugen. Senere kom han i købmandslære og fik efterhånden også øjnene op for naboens lille pige, selv om hun efter Børges udsagn var ”en rigtig dum tøs”.

Efter et bal på den lokale kro fik Ane overbevist ham om det modsatte, og Børge fik lov at følge Ane hjem. Dermed var han solgt til det der indtil videre er blevet til 65 års ægteskab med mange gode og forskellige oplevelser; men selvfølgelig også med de små stød som livet giver de fleste.

Efter læretiden stak Børge af til København. Selv om Ane siger ”så havde jeg da fred for ham” fulgte hun hurtigt efter og fik plads i huset hos en familie i Hellerup. I 1953 vendte de hjem for at blive gift i ”kampestenskirken” hvor der blev budt til et rigtigt landbryllup med 200 gæster i forsamlingshuset.

Tilbage i København fulgte nogle travle og arbejdsomme år, først i en lille hyggelig lejlighed, hvor deres første søn blev født. Da nummer to søn meldte sin ankomst flyttede den lille familie til Brønshøj og fem år senere byggede parret hus i Rødovre.

Efter den 3. søns ankomst gik turen til Hvidovre, hvor de i øvrigt stadig bor. I 1964 blev reden fuld, da en lille pige kom til verden.

Men nu er de endelig gået på pension fra kræmmerlivet, som henholdsvis 85 og 88 årige. Krondiamantbrylluppet fejres på dagen med morgenkaffe og brunch på adressen Grønholtvej 14 i Hvidovre fra kl. 10.30, hvor familie, venner og bekendte er velkommen til at kigge forbi.

menu
menu