Pigefodbold skal styrkes

Pigefodbold skal styrkes

Brøndby Idræts efterskole og Hvidovre IF styrker pigefodbolden med ny samarbejdsaftale

FODBOLD: Samarbejdsaftalen træder i kraft omgående og betyder, at der skabes den optimale sammenhæng for fodboldpiger, der ønsker at kombinere et efterskoleophold på Brøndby Idrætsefterskole (BIE) med trænings- og kampaktiviteter i Hvidovre.

Mange fodboldpiger vælger at bruge et år på efterskole enten i 9. eller 10. klasse. Selvom langt de fleste udvikler sig både personligt, fagligt, socialt og sportsligt, har man desværre også set, at pigerne ofte forlader deres klub det år og måske slet ikke vender tilbage til klubben. Det ønsker Brøndby Idrætsefterskole og Hvidovre i fællesskab at gøre noget ved.

En styrkelse af pigefodbolden nu og på sigt!

Hvidovre IF’s sportslige ansvarlige på pigesiden Lotte Christiansen er ikke i tvivl om, at samarbejdet er en styrkelse af pigefodbolden i og omkring Hvidovre:

- Vi er enormt glade for at have indgået denne aftale, der sikrer, at vores "egne" piger nu har muligheden for at gå på en fremragende efterskole, hvor de blandt andet får træning i absolut topklasse. Samtidig kan vi skabe rammerne for, at pigerne bliver hos os i klubben og også udvikler sig her. Det betyder enormt meget, hvis vi kan fastholde pigerne i vores klub sideløbende med et efterskoleophold...

På Brøndby Idrætsefterskole er viceforstander Martin Lund også begejstret for samarbejdsaftalen og den nye samarbejdspartner: - Hvidovre IF er en fantastisk klub med dygtige og engagerede trænere og ledere. Vi er naturligvis glade for, at vi nu har muligheden for at tilbyde de af efterskolens piger, der ikke har mulighed for at blive i deres egen klub, at træne og spille for Hvidovre IF i fritiden. Desuden håber vi selvfølgelig på, at mange Hvidovrepiger også vil søge til Brøndby Idrætsefterskole og få den unikke oplevelse, som et efterskoleophold på BIE er...

- Med muligheden for 2-3 ugentlige træninger i Hvidovre og med seks timers træning om ugen på skolen med vores dygtige lærer- og trænerteam, så er rammen og setup’et omkring pigerne noget, vi i al stilfærdighed er rigtig stolte af. Det bliver rigtig godt det her, slutter en synligt stolt Martin Lund.

Trænerteamet på Brøndby Idrætsefterskoles Pigefodboldlinje består af: Gitte Andersen; tidl. Brøndby I.F. og kvindelandsholdsspiller, samt tidl. DBU ungdomslandsholdstræner, og Per Nielsen, nuv. 3F Liga-cheftræner i Brøndby I.F., tidl. Brøndby I.F. og herrelandsholdsspiller.

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu