Redaktøren runder de 80 men er stadig meget aktiv

Redaktøren runder de 80 men er stadig meget aktiv

Niels Erik Madsen, Hvidovre Avis’ chefredaktør, fylder 80 år i morgen, onsdag den 14. marts. Niels Erik Madsen har i godt 60 år været aktiv journalist, først en årrække i provinsen og på Ekstrabladet, indtil han i begyndelsen af 60’erne “kom hjem” og overtog ledelsen af den familieejede Hvidovre Avis A/S. Og her er han stadig særdeles aktiv, ligesom han er formand for DS - De Storkøbenhavnske Lokalaviser; - en post han dog frasiger sig på generalforsamlingen i Stadionrestauranten til april.

I sin lange karriere har han været engageret i en række presseorganisationer, bl.a. i bestyrelsen for Ugeaviserne, Landsrepræsentationen i Pressens Hus, medlem af Optagelsesnævnet ved Journalisthøjskolen i Århus og denne skoles uddannelsesråd samt Dansk Oplagskontrol.

Niels Erik Madsen har også haft et omfattende virke indenfor idrætten. I en lang årrække var han formand og dynamoen bag Hvidovres fodboldsucces med danske mesterskaber/landspokalvinder og deltagelse i Europa Cup. Han tog også sin tørn i Divisionsforeningens bestyrelse, bl.a. som formand for turneringsudvalget, og var i tre år i bestyrelsen for den engelske divisionsklub Charlton Athletic i London.

Og Madsen tænker øjensynlig ikke på at gå på pension foreløbig; - ud over avisen, har han stadig mange gøremål, bl.a. lokalt som Lions-medlem, i "Rejseholdet fra Hvidovre" og præsidiemedlem og tenor i “Gadedrengesangkoret”.

Fødselsdagen fejres helt privat med den nærmeste familie.

menu
menu