Så er Hvidovre igen en rød kommune

Så er Hvidovre igen en rød kommune

En ordentlig kindhest til Dansk Folkeparti, et imponerende godt valg til SF, fremgang for Konservative og tilbagegang for Hvidovrelisten - det er den helt korte version af valget i Hvidovre

27.029 Hvidovreborgere afgav tirsdag deres stemme til kommunalvalget.

Og der blev rykket godt og grundigt rundt på pladserne i kommunalbestyrelsen.

Valgets helt store vinder blev SF. De fik næsten dobbelt så mange stemmer som i 2013, endte med 11 procent af stemmerne og får nu tre pladser i den kommende kommunalbestyrelse.

Socialdemokratiet fik 9.008 stemmer - helt præcist 71 flere end ved sidste valg. Det betyder, at de beholder deres 8 mandater og der er ingen tvivl om, at Hvidovres borgmester de næste fire år igen hedder Helle Adelborg.

Konservative fik et godt valg og Steen Ørskov får nu selskab af en partifælle i byrådssalen. Trods den interne turbulens i Venstre formåede det "nye hold" at fastholde positionen og også de næste fire år har partiet to byrådsmedlemmer.

Valgets helt store taber blev Dansk Folkeparti. Over 1.500 stemmer mistede de i forhold til sidste valg og partiet må nu forholde sig til en tilbagegang fra fem til tre mandater.

Også Hvidovrelisten fik et rigtigt dårligt valg. De tabte et mandat og gik tilbage fra tre til to kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Enhedslisten kan heller ikke se tilbage på valgets resultat med tilfredshed. Partiet mistede cirka hver fjerde stemme i forhold til 2013, men beholder alligevel deres enlige medlem.

Med 658 stemmer var Alternativet meget langt fra at komme ind og heller ikke Nationalpartiets 782 stemmer giver en plads.

Nye Borgerlige og Liberal Alliance fik begge under 300 stemmer og har på ingen måde fået fodfæste i Hvidovre.

Hvidovre endte på en stemmeprocent på 65,84 - noget under niveauet fra 2013 hvor 68,55 procent stemte.oas

menu
menu