Sangfugl med stort vingefang

Sangfugl med stort vingefang

Kirsten Vaupel holder torsdagsforedrag hos Ældre Sagen i Hvidovre på næste torsdag den 23. november

Siden Kirsten Vaupel som 10-årig blev optaget i Danmarks Radios Pigekor, har musikken fyldt hendes liv.

På næste torsdag 23. november kl. 14 har Ældre Sagen Hvidovre inviteret hende i Medborgersalen for at fortælle om sit liv på sangens vinger, og det bliver krydret med optagelser fra hendes musikalske højdepunkter.

Efter uddannelse på Konservatorium der Stadt Wien fik Kirsten Vaupel debut på Den Jyske Opera i 1969, og karrieren har ført hende vidt omkring i operaens og operettens verdener både på danske og udenlandske scener. I 1992 dannede hun gruppen Swing Sisters med sangerne Lise-Lotte Norup og Kirsten Siggaard, som bl.a lagde stemmer til tre musicals. Også på det skønlitterære område har Kirsten Vaupel foldet vingerne ud. I 2012 debuterede hun med romanen “Forellekvintetten”, og på hendes 70 års fødselsdag i 2014 udkom romanen “Dønningerne”. Senest har hun udgivet “Aben på skulderen”. Kirsten Vaupel er gift med journalisten Hans-Georg Møller. Ægteparrets gæstede sidste år Ældre Sagen i Hvidovre og fortalte engageret om deres virke for organisationen Care Danmark.

menu
menu