Skjold Elken fylder 80 år

Skjold Elken fylder 80 år

Evigt kæmpende Skjold H. Elken runder på mandag den 24. april de 80 år, og den tidligere typograf kan dermed sætte hak ud for endnu et aktivt årti.

Gennem de sidste mange år har Skjold Elken været utrættelig i sin kamp for miljøet, de svage trafikanter og senest ikke mindst de ældre. I første omgang blev det til 12 år i Hvidovres kommunalbestyrelse for SF, hvor hans fokus var på indsatsen for støjbekæmpelse og trafiksanering, bl.a. i form af bump på vejene ved skoler og daginstitutioner.

Herefter var Skjold Elken aktiv en række år i Ældrerådet, bl.a. som næstformand og med Ældrerådets blad, indtil han i 2004 desværre blev ramt af en blodprop.

Det var dog ikke nok til at slå Skjold Elken ud kurs: Han kæmpede videre, og har sammen med sin ægtefælle Nanny fortsat det aktive engagement i den lokale partiforening, bl.a. med trofast deltagelse i generalforsamlinger, medlemsmøder og andre arrangementer samt med gode indspark og bidrag til den lokale politikudvikling.

Også læserne af Hvidovre Avis har nydt godt af Skjold Elkens høje aktivitetsniveau; - der går ikke langt tid mellem læserbrevene, som gør politikere og borgere opmærksomme på sager og forhold, han synes fortjener en bedre skæbne.

SF Hvidovre ønsker Skjold stort tillykke med den runde dag, og ser frem til mange gode og aktive år endnu.

menu
menu