Skolen prioriterer det internationale samarbejde

Skolen prioriterer det internationale samarbejde

Det summer af internationalt liv på og udenfor Frydenhøjskolen - den ekstra internationale dimension i det daglige arbejde er det ekstra krydderi i en travl hverdag

Nysgerrighed, fællesskab og udsyn - er de tre kerneværdier, som Frydenhøjskolen har valgt som skolens værdigrundlag. Her arbejder man målrettet og engageret for at inkorporere den internationale dimension i elevernes hverdag.

Håbet er at skabe større forståelse for andre kulturer og på den lange bane være med til at skabe bare lidt mere fred i verden.

Mange internationale aktiviteter

Udover de tidligere Comenius-projekter, i dag Erasmus+, hvor skolen har samarbejdet med andre europæiske skoler med EU-tilskud, har skolen mange andre forskellige internationale aktiviteter.

En 9. klasse på Frydenhøjskolen besøger f.eks. til november skolens venskabsskole, Reading School i England. Eleverne følger bl.a. en hverdag på en engelsk skole. Desuden besøger de danske lærere tit den engelske venskabsskole for at få ny inspiration til egen undervisning, forklarer lærer på Frydenhøjskolen Rico Christensen, der også brænder for det internationale arbejde. Han er primus motor og tovholder på mange af de internationale projekter på skolen.

- Min interesse for det internationale arbejde, stammer nok fra min interesse for at rejse. Når man rejser ud i verden, lærer man meget om andre - og ikke mindst om sig selv. Eleverne går rundt i deres egen lille boble og har brug for at få et mere nuanceret billede af verden...

Som noget helt nyt har man i år planlagt en elevudveksling med en skole i Stuttgart i Tyskland. I oktober måned bytter en tysk 8. klasse hjemmets fire vægge ud med danske i otte dage. De indkvarteres privat i elevernes hjem.

På tværs af klasserne er der planlagt et projekt, der inddrager erhvervslivet i Hvidovre. Intentionen er, at eleverne skal uden for skolens vante rammer og ud i virkeligheden - med internationalt twist.

Den danske klasse genbesøger den tyske klasse i Stuttgart til næste år.

Studerende fra USA

Hvert forår og efterår får Frydenhøjskolen besøg af amerikanske universitetsstuderende, der er ved at uddanne sig til enten lærer eller skolepsykolog i U.S.A. Det næste hold på syv studerende begynder i den første uge af september 2017 og er i praktik på skolen hver torsdag, hvor de står for undervisningen i 7. og 9. klasse.

Rico Christensen pointerer, hvor vigtigt det er, at eleverne kan stille nysgerrige spørgsmål direkte til en amerikansk underviser uden dansk mellemled, når de undrer sig over Trump eller kørekortregler. Det skaber en helt anden relation og nærvær i undervisningen.

Hårdt arbejde, mange glæder

- Vi kan ikke komme udenom, at der er meget arbejde forbundet med internationalt samarbejde, men der er også mange glæder, siger skoleleder Gerhard Grubb Waaentz, - og selvom skolerne har travlt med nye udfordringer, og det internationale arbejde måske ikke lige har 1. prioritet, opfordrer han alligevel skolerne til at springe ud i det.

Fordelene opvejer nemlig ulemperne, siger han. Det er det hele værd.

Af Lene B. Klüver Hansen

menu
menu