Sognepræst siger farvel efter tre år

Sognepræst siger
farvel efter tre år

Lars Gustav Lindhardt flytter til Frederiksberg Kirke Reception i Avedøre Kirke på næste søndag den 26. november umiddelbart efter gudstjenesten kl. 10.30

Der er altid noget at fejre/markere i Avedøre kirke. Denne søndag skal kirken sige farvel til den unge, populære sognepræst Lars Gustav Lindhardt, der har været præst i Avedøre i tre år.

Han var kun 27 år, da han fik sin første faste stilling som præst – og det var altså i Avedøre Kirke.

Helt fra første dag vandt Lars Gustav alles hjerter med sin humor og sin dygtighed. Når han prædiker er det uden manuskript, og det gør at hans prædikener bliver meget nærværende og engagerende! Én herre fra menigheden, sagde sådan om Lars Gustav: “Han har noget aristokratisk over sig, men samtidig er han meget folkelig!”, - en en meget rammende karakteristik af Lars Gustav, som har den specielle baggrund at han er søn af to biskopper: Jan Lindhardt - tidligere biskop i Roskilde og Tine Lindhardt, biskop i Odense.

Lars Gustav har nu fået stilling ved Frederiksberg Kirke og Slotskirken med tiltrædelse den 1. december 2017, - selvsagt en ønskestilling for ham!

Lars Gustav siger selv om sit skifte: - På mange måder er det en drømmestilling af den slags, som jeg altid har drømt om, som en efterfølger til min nuværende stilling i Avedøre: der er et stort flot hus (endda flottere end mit nuværende, som man bestemt ikke skal kimse af!), jeg skal være præst i storbyen, og der er mange spændende opgaver.

Videre siger Lars Gustav: - Desværre betyder det, at jeg ikke længere kan være præst i Avedøre Kirke, og det er jeg ked af, for Avedøre Kirke er foruden det sted, hvor jeg for alvor har lært, hvad det vil sige at være præst, også en fantastisk kirke, fyldt med fantastiske mennesker.

- Det gør mig derfor ondt, at jeg skal tage afsked med Avedøre efter kun tre år - i en perfekt situation skulle Frederiksberg først have søgt en ny præst om endnu tre år. Derfor vil jeg gerne understrege, at jeg på ingen måder har søgt væk fra Avedøre, men derimod har søgt mod Frederiksberg. Jeg er enormt taknemmelig for de år, jeg har haft sammen med alle, og for de utrolige oplevelser, som det har bragt med.

- Alt det, jeg har lært og fået, følger med til Frederiksberg, for nok kan man tage præsten ud af Avedøre, men man kan ikke tage Avedøre ud af præsten...

Reception på søndag

- Vi håber at rigtig mange vil komme og være med til at sige farvel til Lars Gustav! Og også sige TAK for det han gav os i de tre år! Først ved gudstjenesten kl. 10.30, hvor Lars Gustav prædiker, og senere ved den efterfølgende lille reception! (Det bliver en lille, men meget fin reception fordi vi den følgende søndag inviterer til en STOR reception i anledningen af Avedøre Kirkes 40 års jubilæum!!), udtaler siger sognepræst Ida Kongsbak.

menu
menu