Sommerkirke i Avedøre Kirke

Sommerkirke i Avedøre Kirke

To dage med spændende og hyggelige aktiviteter

Avedøre Kirke holder igen i år sommerkirke. I år er temaet Livsmod og livsglæde. To dage i juli, den 4. og den 5., bliver fyldt med spændende aktiviteter og hyggeligt samvær.

Tirsdag den 4. juli bliver en tur-dag, hvor man samlet tager af sted til Kastrup for at besøge Skt. Elisabeth hospital for at se og høre om Jais Nielsens Fresco frise. Efter en lækker frokost på café Kystens Perle, er der rundvisning på Kastrupgårdsamlingen. Onsdag den 5. juli foregår alle aktiviteter i Avedøre Kirke. Her kommer musiker Trine K. Skau og holder foredrag om ”Livsmod og fløjtespil”. Efter foredraget går man i grupper og arbejder med forskellige kreative temaer, som guidet fælleslæsning, collager og strikning. Alle kommer også til at prøve at synge i kor ledet af en dirigent. Sommerkirken slutter med middag hjemme hos sognepræst Lars Gustav Lindhardt.

- Vi skal opleve en hel masse sammen, og så skal vi rigtig hygge os sammen. Der bliver også rigelig plads og rum til kaffe og snak, fortæller kirkekulturmedarbejder Rikke Strandgaard, som glæder sig til Sommerkirken. - Det plejer at være to superhyggelige dage, og det hele koster kun 200 kr.”

Tilmelding til sommerkirken er nødvendig og foretages på kirkens kontor inden den 27. juni.

menu
menu