Stigende passagertal, men DSB nedlægger Linje E fra Friheden

Stigende passagertal, men DSB nedlægger
Linje E fra Friheden

S og DF: Linje E lander på Transport-ministerens bord

De to lokale folketingsmedlemmer, socialdemokraten Morten Bødskov og Dansk Folkepartis Mikkel Dencker beder nu transportminister Ole Birk Olesen om at sætte en stopper for DSBs nedlæggelse af Linje Es stop på Friheden Station.

- Det virker helt grotesk, at borgerne i Hvidovre skal opleve så voldsomme forringelser i S-togsdriften fra Friheden Station. Passagerantallet stiger. Stationen er et trafikknudepunkt ikke bare for Hvidovre, men for store dele af Vestegnen. Hver dag benytter tusindvis af borgere stationen og Linje E som transport til og fra arbejde og som forbindelse til den øvrige kollektive trafik, siger Morten Bødskov, som er valgt for Socialdemokratiet på Vestegnen til Folketinget.

- Transportministeren må simpelthen få stoppet denne markante forringelse. Det er hans opgave, fastslår Bødskov

Morten Bødskov, og Mikkel Dencker har, sammen med kb.medlem og folketingskandidat Maria Staghøj Durhuus(S), formuleret en række spørgsmål til ministeren, som Morten Bødskov nu stiller i Folketinget. Spørgsmålene lyder bl.a.:

Ministeren bedes redegøre for passagerudviklingen på Friheden Station? Ministeren bedes redegøre for om han agter at sætte en stopper for planerne om at Linje E ikke længere skal stoppe ved Friheden Station? Ministeren bedes redegøre for om han mener, at en nedlæggelse af Linje Es stop på Friheden Stadion Folketingets udtalte ønsker om at sikre et ordentlige udbud af kollektiv trafik i områder med stor vækst?

Tosset beslutning

Friheden Station er et knudepunkt for den kollektive trafik i Hvidovre og for store dele af Vestegnen, og det undrer Mikkel Dencker, at DSB laver så markante forringelser af den kollektive trafik.

- Hvidovre oplever i disse år en markant vækst. Nye boligområder er på vej, og mange familier flytter til. Vi har brug for mere og bedre kollektiv trafik. Ikke mindre og dårligere udbud. Og med det store projekt om nye boliger ved Frihedens Butikscenter virker beslutningen helt tosset, siger Mikkel Dencker.

Også Maria Staghøj Durhuus, der længe har fulgt sagen, udtrykker dyb forundring over DSB’s beslutning:

- Det er kun når vi står sammen på Vestegnen, at vi flytter noget. Det er godt, at Morten Bødskov og Mikkel Dencker nu rejser sagen over for ministeren. Vi skal ikke finde os i forringelserne, og jeg håber, at ministeren sætter DSB på plads, så Linje E stadig stopper på Friheden Station, understreger Maria Staghøj Durhuus.

menu
menu