Strunge dokumentar på gymnasiet

Strunge dokumentar på gymnasiet

Som det eneste gymnasium i landet får Hvidovre Gymnasium en særvisning af ny film om Hvidovre-digteren Michael Strunge

Hvidovre Gymnasium får eksklusivt besøg af instruktøren bag en ny dokumentarfilm om digteren Michael Strunge og to af digterens gamle gymnasiekammerater

Mandag den 15. januar fylder Hvidovre Gymnasium & HF sin store fællessal op med gymnasiets elever, der som noget helt særligt får lov til at opleve en særvisning af en splinterny dokumentarfilm om den danske digter Michael Strunge, der var født og opvokset i Hvidovre.

Det er igennem et samarbejde med Hvidovre Kommune, at gymnasiet som det eneste i landet får lov at vise filmen ”Væbnet med ord & vinger” for sine elever (filmen bliver ellers kun vist i biografen), og som noget helt unikt kommer filmens instruktør, Torben Skjødt Jensen, og svarer på elevernes spørgsmål om filmen.

Strunges gamle gymnasiekammerater kommer også

Det særlige ved den nye dokumentarfilm om Strunge, er, at man heri for første gang offentligt oplever Strunges venner og tidligere kærester fortælle om deres ven efter hans død. Og netop to af hans gamle gymnasiekammerater kommer også og fortæller om Strunge og svarer på elevernes spørgsmål.

I tiden op til særvisningen har gymnasiets lærere arbejdet med Michael Strunge i timerne, så eleverne er så rustede som muligt til visningen.

Filmen har netop haft gallapremiere i en udvalgt del af landets biografer.

menu
menu