Svenskertrioen har nu forlænget med Fighters

Svenskertrioen har nu forlænget med Fighters

Oliver Persson, Marcus Nilsson og Martin Svensson tager turen med op i Metal Ligaen - et par unge profiler ligeledes på plads

ISHOCKEY: Hvidovre Fighters har sikret sig papir på centerspilleren Oliver Persson, backen Marcus Nilsson og den fysisk stærke forward Martin Svensson for yderligere en sæson. Tre spillere, der med hver deres forskellige kvaliteter, bidrog kraftigt til mesterskabet i 1. division. Nu venter hårdere modstand, når klubberne fra landets bedste række udfordrer Hvidovre Fighters, men det skridt er spillerne klar til at tage.

- Oliver Persson var allerede interessant for Metal Ligaen sidste sæson, men valgte heldigvis vores projekt, siger Jesper Kristoffersen fra Hvidovre Fighters.

- Han er teknisk utrolig stærk, har et glimrende overblik og bliver spændende at følge mod endnu bedre modstand. I Marcus Nilsson har vi en spillende, klog back, der tager modne beslutninger. Begge spillere blev hentet i vished om, at de kunne tage skridtet op i Metal Ligaen. Martin Svensson er måske blandt vores mest undervurderede spillere, fordi han som forward ikke er pointsluger. Men han udfører et kolossalt fysisk arbejde, tager kampene foran målet og er stenhård i duellerne. Værdifulde kvaliteter, som vi får brug for...

To unge mere!

Den unge svenskertrio suppleres af et par endnu yngre danskere. Victor Cubars og Mikkel Hansen satte sidste uge deres underskrift på en ny kontrakt. De to spillere på 16 og 17 år, der begge er et produkt af moderklubben Hvidovre IKs seriøse talentarbejde, betyder, at truppen snart er helt på plads. Klubben har meddelt, at der blot mangler en back og muligvis en forward, såfremt den helt rigtige spillerprofil dukker op. De resterende navne, der har signeret en aftale, forventes præsenteret indenfor kort tid.

- Vi har rettet blikket mod sommertræningen. Vi har samlet en god blanding af spillere, hvor en hel del kender klubben og vores værdisæt indgående, mens de nye får optimal tid til arbejdet med relationer både i omklædningsrummet og under træning, fortæller bestyrelsesformand Claus Karup Rasmussen. - Vi er meget bevidste om, at tydelighed i vores “gameplan”, sammenhold og optimal fysisk forberedelse er vitalt for vores succes i Metal Ligaen. Derfor er det vigtigt, at vi stort set er i mål med truppen allerede...

Med de offentliggjorte kontrakter er Hvidovre-truppen oppe på 17 mand, 10 danskere og syv svenskere. Dermed er der plads til yderligere én udlænding i truppen, som efter al sandsynlighed også bliver af svensk herkomst. Sprogproblemer bør derfor ikke blive en udfordring for holdet, når de skøjter på isen til første turneringskamp i starten af september.

Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen.

menu
menu