To nye ”Historien i Gaden”-udstillinger

To nye ”Historien i Gaden”-udstillinger

Se de nye Historien i Gaden-udstillinger om boligområderne Hvidovrebo afdeling 6 og Brøndbyøster Torv!

Nu kan man opleve to nye Historien i Gaden-udstillinger i Hvidovrebo’s afdeling 6 og på Brøndbyøster Torv. Udstillingerne fortæller historien om de to boligområder i Hvidovre og Brøndby.

Lokalhistorie fortalt på stedet

Historien i Gaden er Forstadsmuseets utraditionelle måde at formidle den lokale historie i Hvidovre og Brøndby på. Udstillingskonceptet formidler historien lige dér hvor den er sket, ude i byrummet, hvor man færdes til hverdag.

Forskellige steder i Hvidovrebo’s afdeling 6 eller på Brøndbyøster Torv dukker der fotos og små fortællinger frem på fortovsfliserne. Ved du f.eks., at arkitekten bag byggeriet, Svenn Eske Kristensen, opfandt en fiktiv familie – Familien Larsen – og fortalte om deres dagligdag i Hvidovrebo’s afdeling 6? Eller hvorfor højhusene på Brøndbyøster Torv er placeret lige der?

Du kan også opleve udstillingen på egen hånd. Alt du skal gøre er at gå en tur i Hvidovrebo’s afdeling 6 eller rundt på Brøndbyøster Torv og følge fortovsklistermærkerne.

Har du lyst til at læse den fulde historie kan man, med sin smartphone, scanne en QR-kode på det enkelte sted. Dette leder til Forstadsmuseets hjemmeside og historien i dens fulde længde. Hvis det regner, er det på denne måde også muligt at læse alle historierne i ro og mag hjemme fra sofaen. Derudover findes der også en folder til udstillingerne som både kan hentes på hjemmesiden og hos Forstadsmuseet i Historiens Hus i Avedørelejren.

menu
menu