Tre episoder på en uge - politi søger vidner

Tirsdag aften blev et kommunalt mødested for unge på Bødkerporten beskudt

Politiet efterforsker tre mulige skudepisoder i Avedøre Stationsby og vil gerne i kontakt med vidner til episoderne. Ingen er tilsyneladende kommet til skade.

Seneste skudepisode forløb tirsdag den 28. marts kort efter kl. 21. Her blev der afgivet skud mod et kommunalt mødested for unge, som ligger på Bødkerporten 2. Der var både unge og voksent personale til stede i mødestedet, men ingen blev ramt af skud.

I følge Københavns Vestegns Politi, blev der sat massivt ind fra politiets siden for at finde gerningsmanden.

- Området blev undersøgt af kriminalteknikere, gennemgået med tjenestehunde og de tilstedeværende blev afhørt samt tilbudt psykologhjælp, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.

Indsatsen førte dog ikke til at gerningsamanden blev fundet, og det får nu politiet til at efterlyse vidner.

- Vi efterforsker fortsat episoden, men savner vidner – så hvis nogen har set eller hørt noget mistænkeligt i forbindelse med episoden tirsdag aften lidt over kl. 21, så kontakt os gerne, siger efterforskningsleder Ole Nielsen.

I forbindelse med episoden tirsdag aften er det endvidere kommet frem, at der tilsyneladende også har været andre episoder i Stationsbyen, hvor der angiveligt er blevet skudt.

Københavns Vestegns Politi undersøger desuden to andre episoder, hvor der er hørt eller fundet tegn på skud - henholdsvis søndag (25. marts) ved 22-tiden ud for Bødkerporten 41 samt tirsdag (20. marts) ca. kl. 23.25 ved Bymuren - herunder om der kan være en sammenhæng, lyder det fra politiet.

Ifølge efterforskningslederen har politiet indtil videre ikke oplysninger om årsagen til skuddene - har nogen oplysninger om det, hører Københavns Vestegns Politi også gerne om det døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

menu
menu