Trusler årsag til at infovogn lukkede

Trusler årsag til at infovogn lukkede

Medarbejdere har fået 1,5 uge til at lægge ubehagelige episoder bag sig

Trusler om vold og verbale overfald er årsagen til, at informationsvognen har holdt lukket.

Sådan lyder det i en skrivelse til beboerne i Frihedens Boligselskab. Brevet er afsendt af Følgegruppen for Helhedsplanen i Friheden 1.

- Der har desværre på det seneste været enkelte episoder i informationsvognen, hvor beboerkoordinatorerne er blevet truet med vold og været udsat for verbale 'overfald', beskrives det i brevet.

Og som resultat af det, er det altså blevet besluttet, at informationsvognen skulle lukke frem til den 22. maj.

- Vi er godt klar over, at byggesagen trækker meget store veksler på alle beboeres tålmodighed, men det er fuldstændig urimeligt og utilstedeligt at true medarbejderne i vognen med vold, skriver Følgegruppen til beboerne.

Det måtte komme

Målet med lukningen er, at medarbejderne i informationsvognen kan lægge episoderne bag sig.

For beboer i frihedens Boligselskab Finn Birkemose Pedersen, der har været en hyppig gæst i informationsvognen, er der ingen tvivl om, at voldelig og truende adfærd er uacceptabelt. Han er dog ikke overrasket over, at det er sket.

- Det måtte jo komme. Selv om det selvfølgelig er HELT forkert at true og være voldelig. Men vi har jo alle rendt forgæves, vi er trætte af det og magter ikke mere. For vi får ikke svar på noget, siger han.

key

menu
menu