UMORALSK AT LUKKE ØJNENE

UMORALSK AT
LUKKE ØJNENE

At den danske stat har forlænget kontrakten med Danske Bank på trods af skandalen om hvidvaskning, er en ting. Men når det oveni viser sig, at flere af de blå partier har modtaget større donationer fra Danske Bank, er det pludselig noget helt andet. Man kan få den tanke, at dette er medvirkende til forlængelsen.

Argumentet for forlængelsen med Danske Bank er, at ingen andre bød på opgaven, at man har afsøgt markedet - og også haft dialog med potentielle tilbudsgivere. Men det er jo op til de enkelte aktører at afgøre, om man ønsker at afgive et bud på den kontrakt, vi nu har haft i udbud, siger Sophie Løhde.

Da sådanne udbud ikke er offentligt tilgængelige, er det et spørgsmål om tillid. Har regeringen virkelig haft denne dialog?

Hvordan forholder det sig med Hvidovre Kommunes kontrakt med Danske Bank? Bør vi ikke tage samarbejdet op til fornyet overvejelse? Jeg er klar på, at det kan blive dyrt for kommunen, hvis vi i utide opsiger kontrakten. Men måske kan det blive endnu dyrere at lade være.

Jeg synes, det i høj grad handler om moral. Kan vi over for Hvidovres borgere retfærdiggøre, at vi handler med en bank med så lavt moralkodeks? Kan vi tillade os at kræve, borgerne handler moralsk, når vi ikke selv tager afstand fra den svindel, der er foregået?

At lukke øjnene, lade som ingenting og ukritisk fortsætte samarbejdet med Danske Bank er umoralsk.

Med venlig hilsen

Gert Wahl

Medlem af KB for Enhedslisten i Hvidovre

menu
menu