Varm velkomst i 1. division

Varm velkomst i 1. division

Efter en lidt forsigtig start fik Hvidovre gang i sit spil og hentede uafgjort mod Lyngby - møder Fremad Amager hjemme på søndag kl. 13.45

FODBOLD: Det blev på mange måder en varm velkomst til Hvidovre i 1. division. Over 25 grader i en trykkende varme gjorde sit, og hjemmeholdet Lyngby, der er nedrykker fra Superligaen, fik lige vist, hvordan tempo, kynisme og boldomgang er der, hvor de kommer fra. Da HIF fik vænnet sig til det, efter omkring 20 minutters spil, blev kampen mere lige og med Hvidovre som en absolut ligeværdig modstander.

HIF havde målmand Oliver Korch i startopstillingen, og han kvitterede med mange gode indgreb samt et par riposter, som han ikke må give. Der var debut til Thomas Sørensen og Nicklas Bjerre Schmidt. Begge blev skiftet ud med henholdsvis en skade og et opbrugt fighterhjerte. En godkendt indsats af begge spillere. Lyngby havde i de første 20 minutter vist, at modstanderens fejl hurtigt blev vekslet til omstillinger, der var god bund i. Netop en hurtig omstilling og et indlæg, der blev “clearet”, gav hjemmeholdet en føring. En løs bold blev resolut banket ind i det lange hjørne uden chance for Oliver Korch.

Kort efter udlignede HIF på et godt opsat angreb, hvor først Aleksandar Lazarevic og siden Nicolai Johannessen fik sat Kim Aabech op til en afslutning, der via en modstanders ben gik i mål. Hvor Lyngby var dygtige med bolden og løbet uden bold i indledningen, kom HIF godt efter det, uden dog at tilspille sig de store chancer. De kom først i 2. halvleg, hvor HIF blev presset godt i bund, men kæmpede sig fint ud af trængslerne. Et frispark i det 66. minut sendte Kim Aabech på indersiden af opstandren, og kort efter var han primus motor til en ualmindelig stor mulighed til indskiftede Frederik Emil Andersen. De to chancer kunne have afgjort kampen til HIF’s fordel. Det sidste kvarter blev lidt rodet, og de to hold virkede begge tilfreds med et enkelt point.

- Vi indledte usikkert og måske lidt imponerede, mente træner Per Frandsen. - Men vi kom godt efter det og kunne have vundet kampen. Spillerne har stor ære af det resultat. Der blev ikke holdt igen på noget. Jeg glæder mig over den fysik, som vi er i, og så skal vi lige vænne os til tempoet og boldomgangen...

Manchester United og Fremad Amager

For nøjagtig 50 år siden på søndag den 5. august fejrede HIF sig selv med en kamp mod Manchester United med 9.000 tilskuere. Det kommer der nok ikke på søndag, men mindre kan også gøre det. Fremad Amager er en god modstander, og de plejer at have et talstærkt publikum med sig. I Lyngby var der små 2.000 til kampen mod Hvidovre. Spændende, hvor mange der kommer af huse til søndagens kamp.

- Vi ved ikke så meget om Fremad Amager. Vi mødte dem i den første testkamp og vandt 3-0, fortæller træner Per Frandsen. - Men det kan man ikke lægge noget i. De havde en del prøvespillere med, og det hold, der tabte sæsondebut'en i Helsingør med 1-3 talte helt andre spillere. Men en kamp, jeg tror, vi kan vinde, hvis vi leverer fra øverste hylde igen...

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu