Verdensklasseatletik på Hvidovre Stadion

Verdensklasseatletik på Hvidovre Stadion

Kristoffer Hari slog Nordens hurtigste mand

ATLETIK: Danmarks flotteste atletikstadion kaldte en tilskuer det ved weekendens stort anlagte Copenhagen Open, hvor de azurblå løbebaner for alvor blev taget i brug af mere end 700 atleter fra 6 lande.

De nye faciliteter blev taget i brug med et brag, da man hos juniorerne var vidende til at norske Marcus Thomsen med 21,32 meter ikke blot satte norsk og nordisk rekord i kuglestød, men også satte sig på førstepladsen på verdensranglisten.

Der var store forventninger til mændenes 100 meter, hvor den lokale topsprinter, Kristoffer Hari i sin sæsondebut fik yderst kompetent modstand af svenske Sulayman Bah, der i vinter blev nummer 7 ved Europamesterskaberne indendørs på 60 meter. Men da startskuddet til finalen lød på et helt stille og forventningsfuldt stadion, var der ingen tvivl om, at dagens hurtigste mand var den lokale Kristoffer Hari, der sejrede i suveræn stil i tangering af sit hidtil bedste med 10,37 sekund. Med sejren indløste Kristoffer Hari billet til sommerens europamesterskaber for U23 på 100 meter distancen.

- Jeg er rigtig glad for dagens resultat, der viser, at jeg er på rette vej. Nu skal jeg bare køre videre med vores plan, og så kommer der uden tvivl også hurtigere tider, og så kulminerer det forhåbentlig til EM U23, sagde en yderst tilfreds Kristoffer Hari efter sejren.

Der var flere andre atleter der indløste billet til sommerens internationale ungdomsmesterskaber, og også en af de lokale. Den blot 17-årige diskoskaster, Annesofie Hartmann Nielsen, var tæt på at klare kravet til sommerens U18 verdensmesterskaber i Kenya, da hun med 44,35 meter i diskoskast blot var 15 cm fra og konfirmerede sin flotte fremgang. Hun vandt også kuglestød med personlig rekord på over en halv meter med 12,85 meter. Der er fortsat 2 uger til kvalifikationsperioden udløber, og man håber, at hun sammen med kuglestøderen Thea Jensen kommer til start i et stort stævne i tyske Mannheim om 2 uger.

Kasper Olsen viste også tænder, da han krydsede målstregen på 400 meter som klar vinder i 49,39 sekund. Zarah Buchwald blev med 12,23 sekund på 100 meter 3’er i en flot finale, og håber det var nok til at udløse billet til det danske landshold, der om 2 uger deltager ved EM for hold. Hun håber at få følgeskab af Festus Asante, der ligeledes blev 3. hurtigste dansker på 100 meter med 10,67 sekund.

menu
menu