Visioner blev virkeliggjort

Visioner blev virkeliggjort

Hvidovre Nærradio bringer tidligere borgmester Britta Christensen på banen i et interessant radioprogram

Det kræver mod at kæmpe for at gennemføre sine visioner. Ofte er det en kamp, når man går foran med en idé, som andre har svært ved at indse værdien af. Som tidligere borgmester Britta Christensen måtte sande, var det ofte op ad bakke i modvind såvel med kommunalbestyrelse som med folketing og regering. Hun så klart, at der ville være fremtid i Avedøre Lejren. Det var en stor investering, der dog siden har vist sig at være en overskudsforretning. Hun fik “Ålen” altså filmproducent Peter Aalbæk Jensen til at etablere Zentropa i Hvidovre, som hermed kom på verdenskortet på grund af de populære film. Ofte fik borgmesteren lagt ureelle hensigter foran sig og landets aviser og elektroniske medier var ivrige med at bringe nyt om Britta. Men som hun siger, når man stikker næse frem, må man være klar til at møde modstand, så hun stod fast og det gav positive resultater. Det sled imidlertid meget på hende, så hun indså ikke den kommende stresssygdom, der gjorde, at hun måtte nedlægge sit embede.

Nu lever hun et stille liv her i Hvidovre sammen med ægtefællen Jørgen og en dejlig hund. Uden aktiv politik, men med mange foredrag rundt om i foreninger.

Interviewet med programproducer Per Schreiber og den tidligere borgmester kan høres lørdag morgen. Endvidere i Et bedre Liv og Nyt og Gammelt udsendelserne. Programmet kan også downloades fra hjemmesiden.

ekb

menu
menu