VIST LYTTES DER TIL BORGERE OG NABOER

VIST LYTTES DER TIL
BORGERE OG NABOER

STEEN ØRSKOV (Konservative) med svar omkring Kvickly-grunden:

Bestyrelsen i A/B Blinka efterlyste i sidste uges avis politikeres holdning til byggeriet på Kvickly-grunden, hvor er der fremkommet en plan for renovering af butikscentret og opførelse af nye boliger - i op til 35 meters højde.

Hos Konservative prøver vi at balancere det kritiske blik og de konstruktive øjne på de mange byggerier, der i disse tider vælter ud af skabene.

Selvfølgelig skal der byudvikles - og vi har f.eks. brug for flere boliger til unge og til borgere, som ønsker at flytte fra deres store hus og have til en attraktiv lejlighed i deres 3. alder. Vi har været vidner til, at flere partier - anført af borgmesteren, som ikke synes at kunne få byfornyelse og byfortætning nok - har været meget positive overfor ideer, som jeg personligt har haft svært ved at se værdien i for såvel Hvidovre som by, for naboer - og for den sags skyld for de borgere, som i givet fald skal bo på stederne.

Et af byggerierne er netop det foreslåede byggeri på Kvickly-grunden. Jeg er enig i, at butikstorvet generelt trænger til renovering og et kraftigt løft. Det er klart, at ejeren er nødt til at indtænke økonomi i en dyr renovering, og her kommer så ønsket om nye/flere boliger ind i billedet. Der KAN uden tvivl godt etableres nye, gode boliger på stedet, men jeg har helt klart taget afstand til det forslag, som er lagt frem - netop fordi jeg mener, at der også skal tages hensyn til de borgere, som er her i forvejen, når der skal laves nyt byggeri. Ved butikstorvet kunne et æstetisk byggeri, hvor byggehøjde og respekt for naboerne er en del af planerne være en model, så vi må se, om der kommer et revideret oplæg.

Tidligere har der f.eks. været et forslag om ganske omfattende nybyggeri på Cirkusgrunden i Avedøre. Planerne var ganske vist ikke konkrete, men både visualisering i billeder og en “model” for området samt det sagsmateriale, men havde lagt frem om bebyggelse af området, viste med al tydelighed, hvilken retning man ønskede at gå i. Højt byggeri - tæt på togbanen - og på en grøn plet, som er værdsat i lokalområdet. Det var heller ikke et byggeri, som jeg kunne støtte på Konservative’s vegne.

Senest har vi så arbejdet med et forslag for byggeri på Svend Aagesens Allé (tidl. Kløverprisvej). En ting er, at det er meget uheldigt, at en ejer/bygherre bruger en masse tid, penge og ressourcer på et byggeri, som han tror er tæt på at kunne realiseres pga. kommunal velvilje - og at kommunens egen forvaltning har ofret meget store ressourcer på samme byggeri til ingen verdens nytte, idet forslaget i sidste øjeblik blev forkastet på teknik-/miljøudvalgets møde d. 30-8. Men igen er det et byggeri, som ligger klistret op ad jernbanen, og jeg har både i den ene og den anden sammenhæng udtrykt min forundring over, hvordan man ser det som et aktiv at lave boliger SÅ tæt på en togbane med de indlysende ulemper, denne placering har. Hvor er værdien for kommunen - for naboerne - og for de kommende beboere ? Min vurdering af denne sag var, at med den miljøvurdering, som fulgte med sagen - med risiko for rystelser, luft- og støjforurening - så virker området nærmest uegnet til opførelse af beboelse.

Hos Konservative ønsker vi, at der laves en helhedsplan for udbygningen af Hvidovre Kommune til supplement for kommuneplanen. En plan, som sætter rammerne for både placering, art/omfang og kvalitet for den bebyggelse, vi ønsker her i byen. Når vi nævner kvalitet, så kommer også klima-/miljøovervejelser med på dagsordenen, for vi bør generelt hæve ambitionsniveauet for, hvordan byggeri bør være, når det skal være tidssvarende….ikke bare nu men i en lang årrække fremover. Fra Det Konservative Folkeparti i Hvidovre kan vi kun sige: Ja tak til byudvikling - med omtanke - for vi har ikke et erklæret ønske om mere og tættere bebyggelse og øget befolkningstilvækst, som medfører mere trafik, større parkeringsproblemer, mere forurening….og i værste fald en by med faldende kvalitet. Der skal stadig være plads til det grønne og “luft mellem bygningerne”.

Med venlig hilsen

Steen Ørskov

borgmesterkandidat/ Konservative

menu
menu