1.000 nye boliger på vej?

 1.000 nye boliger på vej?

Rådgiverhold skal udarbejde en ny helhedsplan for det 182.000 kvadratmeter store område mellem Høvedstensvej, Avedøre Havnevej og Bibliotekvej

NYHEDER: Kommunalbestyrelsen har taget et vigtigt skridt mod at forvandle et stort erhvervsområde til et nyt, levende bykvarter. Et rådgiverhold bestående af Schulze+Grassov, Substrata og Artelia er netop blevet udvalgt til at udarbejde en helhedsplan for det 182.000 kvadratmeter store område mellem Høvedstensvej, Avedøre Havnevej og Bibliotekvej.

Området, der i dag er præget af erhverv, skal omdannes til et moderne bykvarter med plads til boliger, erhverv, grønne områder, kultur, fritid og offentlige institutioner. Ifølge Kommuneplan 2021 er der potentiale for mere end 1.000 nye boliger, samtidig med at der fortsat skal være plads til erhvervslivet.

– Vi glæder os til samarbejdet med Schulze+Grassov, som har vist, at de er klar over, at det er vigtigt for Kommunal­bestyrelsen, at borgere, grundejere og de erhvervsdrivende i området bliver inddraget i processen, udtaler Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen (SF).

Borgerinddragelse og workshops

Allerede tidligere på året har borgere og virksomheder bidraget med input ved en byvandring og workshop i området. Disse idéer er nu en del af grundlaget for den kommende helhedsplan. I første halvdel af 2026 vil der blive afholdt yderligere workshops og inddragende aktiviteter, så alle interesserede kan være med til at forme det nye bykvarter. Det forventes, at helhedsplanen kan behandles politisk i slutningen af 2026.

Kompleks opgave med mange perspektiver

– At udvikle og omdanne et byområde som dette, er en kompleks opgave, hvor det er nyttigt at få mange perspektiver med, forklarer borgmester Anders Wolf Andresen.

Hvidovre Kommune ejer knap halvdelen af det 182.000 kvadratmeter store område, der er fordelt på 55 matrikler og 30 grundejere. Visionen er at skabe et nyt byområde med klare forbindelser til bymidten ved rådhuset, Kulturhus Risbjerggaard og Hvidovre Hovedbibliotek.

red

Foto: Gungevej og den gamle ”Fona-grund” er et af de steder der er med i helhedsplanen.

menu
menu