12 har budt på forpagtning af spisested på Risbjerggaard
Stor interesse for at etablere et spisested i kommunens kulturhus
NYHEDER: Da fristen for at komme med et tilbud på forpagtning af spisestedet i Kulturhus Risbjerggaard udløb medio august, havde kommunen modtaget 12 bud.
– Jeg er meget tilfreds med, at der har vist sig at være så stor interesse for at byde ind med et spisested i vores kulturhus. Det viser, at Hvidovre er attraktiv, og at vores bymidte med de mange kulturtilbud har en god tiltrækningskraft. Vi har i den grad manglet et spisested siden den seneste forpagtning sluttede. Jeg ser frem til, at vi i Kommunalbestyrelsen skal tage politisk stilling til de forskellige bud, og vi kan slå dørene op til god mad igen, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Der har i det igangværende udbud været lagt vægt på, at en ny forpagter kan etablere et tilbud til flere målgrupper bl.a. børnefamilier, og at samarbejdet med kulturhusets brugere er en del af forretningsplanen. Kommunen har også et ønske om, at forpagteren tilbyder fællesskabsorienterede aktiviteter som f.eks. quiz, fællesspisning og brætspilsaftener. Og så er det ønsket, at en kommende forpagter vil kunne åbne spisestedet op fx ved at benytte terrassen og uderummet omkring restaurant og kulturhus.
Administrationen er nu ved at gennemgå tilbuddene, og der ventes at blive politisk behandling af sagen i Kommunalbestyrelsen den 28. oktober, hvorefter der vælges en forpagter til spisestedet i Kulturhus Risbjerggaard.
