18-årig indskifter sikrede HIF-sejr
Fodbold: Der var meget på spil for HIF, da holdet lørdag eftermiddag gæstede bundholdet Middelfart Boldklub. En sejr ville sikre en plads i oprykningsspillet – og efter en dramatisk kamp lykkedes det takket være en 18-årig indskifter.
Der var blot en enkelt ændring i startopstillingen hos Hvidovre IF. Fredrik Krogstad gled ind på holdet i stedet for karantæneramte Morten Knudsen, og dermed blev der også genvalg til Marvin Egho, der ellers udgik i opgøret mod B.93 og havde været tvivlsom frem mod kampen.
Trods noget nær stærkeste opstilling fik Martin Retovs mandskab en mareridtsstart mod bundproppen. Der var knap spillet ét minut, da hjemmeholdet brød igennem i Hvidovres højre side. Et indlæg ind i feltet skabte usikkerhed, hvor Anders Ravn kom på mellemhånd, og Nicolaj Clausen kom på den forkerte side af Malthe Boesen. Middelfart-angriberen kom først på bolden og headede den i mål til 1-0.
Første halvleg blev aldrig nogen køn affære. Banens beskaffenhed gjorde ikke spillet bedre, og de to hold endte ofte med at spille lange bolde i bagrummet.
Med den tidlige scoring kunne Middelfart stille sig lavt og forsvare sig. Hjemmeholdet tog fint imod de indlæg, som Hvidovre forsøgte at sende ind i feltet. Den største chance tilfaldt Marvin Egho, der fik tacklet bolden fra Middelfarts keeper, men den østrigske angriber fik ikke sendt bolden videre til Louka Prip, som stod helt fri foran mål.
Kort før pausen fik HIF endnu et tilbageslag, da Oliver Kjærgaard måtte udgå med, hvad der lignede en alvorlig skade. Han måtte bæres fra banen og blev erstattet af Magnus Fredslund, der dermed spillede sin kamp nummer 292 for klubben. Midtbanespilleren er nu blot 37 kampe fra Kim Rasmussen, der ligger nummer to på listen over flest førsteholdskampe for klubben.
HIF fortsatte med at være mest på bolden i anden halvleg og sled langsomt hjemmeholdet ned. Ti minutter inde i halvlegen fik Marius Elvius kampens første store chance, men en god redning forhindrede udligningen.
Gæsterne fik presset Middelfart langt tilbage, men havde svært ved at omsætte overtaget til store chancer. Hjemmeholdet var til gengæld farlige på omstillinger, og efter en times spil scorede Middelfart igen, da Malthe Boesen endnu engang dukkede op på et indlæg og sendte bolden i nettet. Heldigvis for HIF blev målet annulleret, da Boesen gik for hårdt til Nicolaj Clausen i duellen.
Efter det annullerede mål foretog Martin Retov en trippeludskiftning, hvor Ahmed Iljazovski, Frederik Høgh og Emmanuel Aby kom på banen. Det skulle vise sig at være en god idé.
Kort efter sendte Ahmed Iljazovski et præcist indlæg ind til Frederik Høgh, der fik dirigeret bolden mod mål – dog lige på keeperen.
Presset fortsatte, og kort efter generobrede HIF bolden højt på banen. Bolden endte hos Andreas Smed, der sendte et indlæg ind i det lille felt. Keeperen kunne ikke holde bolden, og på returen var Emmanuel Aby hurtigst over bolden. Den 18-årige kunne dermed sparke udligningen i mål.
Efter omkring 70 minutter, hvor Middelfart for det meste havde løbet efter bolden, begyndte hjemmeholdet – ligesom i deres seneste kamp mod Aarhus Fremad – at virke trætte og stod mest og tog imod Hvidovres forsøg på at skabe chancer.
Med ti minutter igen var hjemmeholdet for en gangs skyld kommet længere frem på banen, og det gav HIF muligheden for at starte et hurtigt angreb. Andreas Smed sendte en perfekt bold i dybden til Emmanuel Aby, der alene med keeperen ikke skuffede og sikkert sendte bolden i mål til 2-1. Det var hans tredje sæsonscoring.
Med de to sene scoringer af Emmanuel Aby – og en velspillende Andreas Smed, der stod for meget af HIF’s kreative spil – sikrede Hvidovre sig sejren. Samtidig betyder resultatet, at HIF nu er sikret en plads i oprykningsspillet og dermed har opfyldt klubbens målsætning.
