180 publikummer til festlig nytårskoncert i Strandmarkskirken

 180 publikummer til festlig nytårskoncert i Strandmarkskirken

Nordic Singers fortryllede publikum

Søndag den 7. januar var Strandmarkskirken fyldt med forventningsfulde og glade publikummer og sikke en oplevelse, de fik denne eftermiddag. Nordic Singers med en besætning på i alt ni musikere fortryllede publikum i to sæt. Forrest stod fire erfarne operasangere og de blev bakket godt op af guitar, klaver, trommer, kontrabas og violin.

I første sæt med de sædvanlige populære arier, fik vi bl.a. en duet fra Don Carlos, Tårnarien fra Tosca og en fællessang; Carmens ”Habanera”, hvor alle publikummer fandt deres indre operasanger frem. Efter pausen hvor kirken bød alle på et glas bobler, gav musikerne uddrag af Sound of Music, bl.a. ”Edelweiss” og ”Climb Every Mountain” samt en meget smuk ”Let It Be” med Strandmarkskirkens kirkesanger Magnus Gislason som solist. Der var mange højdepunkter i koncerten, men et af de bedste var, da Randi Gislason – som også er kirkens organist – fik kirkesalen til at runge af hvin og latter ved yderst pragtfuldt at illudere den noget beduggede dame i Strauss’ Schwipslied, som bliver mere og mere løssluppen efterhånden som sangen synges og som fik spildt en hel del fra champagneglassene undervejs.

Koncerten sluttede med stående applaus til ”Happy New Year” og ”We Are The Champions”. Strandmarkskirken takker for den gode opbakning til arrangementet og glæder sig til at se alle til flere arrangementer i årets løb.