25 år med Vic’en

25 år med Vic’en

Jubilæumsreception på Café Victoria lørdag den 23. marts fra kl. 14.00 til 16.00 – og livemusik hele aftenen

Café Victoria, der siden 1999, har været et samlingssted for mange borgere, hvor der bydes på hyggelige rammer med hjemlig og varm atmosfære – kan lørdag den 23. marts fejre 25 års jubilæum, og det fejres selvfølgelig med et større arrangement. Først er alle kunder, samarbejdspartnere og venner af huset inviteret til jubilæumsreception fra kl. 14.00 til 16.00, hvor der bydes på lidt vådt og tørt til ganen - og alle er velkomne. Fra kl. 21.00 til 00.00 bydes der på livemusik med Monika Fossing og så kan man denne dag købe en speciel lækker jubilæumsmenu, med avocado og rejer, oksemørbrad med tilbehør samt æblecrumble til kr. 349.

Igangsætningen og etableringen af den velbeliggende, moderne restaurant Café Victoria på Hvidovrevej – overfor Bredalsparkens Butikstorv, var det sted Hvidovre-borgerne havde brug for, og det har været populært med flot stor søgning lige siden.

Med fra starten

Den adm. direktør og indehaver Sadik Uzuner har været med i alle 25 år, – de første par år dog som medejer sammen med “Hvidovredrengen” og byggeentreprenøren Flemming Holberg Fenger, og der efter som eneejer.

– Det har været spændende 25 år, med en god udvikling af caféen og utroligt mange glade gæster, siger Sadik Uzuner. – Selvfølgelig kan det godt være hårdt, men sammen med et rosværdigt personale, forsøger vi hele tiden at leve op til renomméet med god mad og betjening. Vi har plads til ca. 150 gæster i de to indendørs lokaler, samt et pænt antal pladser udenfor under glasterrassen, som var en tiltrængt udvidelse. Vore separate lokaler til selskaber er også meget søgt, ligesom vi har et godt samarbejde med arrangører af teater, koncerter og ikke mindst de lokale foreninger...

Sommeren 2023 blev brugt til en genopfriskning af lokalerne, bl.a. med nye gulve, maling, barombygning samt ikke mindst en ny toiletindretning - så cafeen fremstår helt up to date.