3F har anmeldt kommunen til Arbejdstilsynet

 3F har anmeldt kommunen til Arbejdstilsynet

3F mener ikke, at Hvidovre Kommune overholder aftale om arbejdsmiljø og arbejdsmiljølovgivning

Efter møder med fungerende borgmester Søren Trebbien i efteråret og ligeledes møde med borgmester Anders Wolf Andresen i januar undrer 3F's faglige sekretær Dorthe Isager sig over, at problemerne i Hvidovre Kommunes Renovation endnu ikke er løst.

Derfor har fagforbundet, der repræsenterer en lang række medarbejdere i afdelingen, nu meldt Hvidovre Kommune til Arbejdstilsynet.

- Jeg undrer mig over, at man som kommune, og som politikere også for den sags skyld, ikke tager det her alvorligt, når man gang på gang kan læse, hvordan det står til med arbejdsmiljøet derude, siger Dorthe Isager, der er næstformand for 3F's Industri og Offentlige gruppe.

Har du indtryk af at det er alle medarbejdere i renovationsafdelingen der er utilfredse med ledelsen i afdelingen?

- Jeg har indtryk af, at det er størstedelen af medarbejderne - ca 30 - 35 stk., siger Dorthe Isager til Hvidovre Avis.

Manglende bedring

På baggrund af de førnævnte møder og manglende bedring i situationen, har 3F anmeldt Hvidovre Kommune til Arbejdstilsynet.

- Jeg er af den opfattelse, at arbejdsmiljølovgivning ikke bliver holdt. Kommunen har en forpligtigelse til at overholde arbejdsmiljøloven, og der ligger en bekendtgørelse omkring psykisk arbejdsmiljø også, så ja, jeg har meldt det til Arbejdstilsynet. Jeg kan ikke sidde som faglig organisation og lytte til alle de ting, som medarbejderne kommer med, og så bare lukke øjnene og sige, men så kommer der bare en undersøgelse i gang, og så bliver alting godt. Altså, jeg tænker, at der er et kæmpe arbejdsmiljøproblem her. Og det kan eller vil jeg som organisation ikke bare sidde og lukke øjnene for, siger Dorthe Isager til Hvidovre Avis.

Dorthe Isager tilføjer, at det er 3Fs opgave som faglig organisation, at sørge for, at det er godt at gå på arbejde i Hvidovre Kommune.

Hvad håber I på at få ud af anmeldelsen?

- Jeg ved ikke, hvordan Arbejdstilsynet arbejder. Det er jo ikke mit bord, men jeg håber, at de kommer ud og ser, hvad der sker på den her arbejdsplads, og jeg håber, at det bliver taget seriøst, også fra Arbejdstilsynet, siger Dorthe Isager.

Har du som repræsentant for 3F set dokumentation for de kritikpunkter, som medarbejdere har rejst?

- Altså, jeg kan jo lytte mig til en hel arbejdsplads, der kommer med forskellige udsagn - alle medarbejdere. Og alligevel, så bliver det ikke taget ad notam. Fra ledelsens side siger man, at man sætter ting i gang, og det er også blevet aftalt på et møde i sidste uge, at der bliver sat en undersøgelse i gang, og der er også en trivselsundersøgelse, som skal sættes i gang. Men ud over det, sker der jo ikke noget. Medarbejderne går stadig og har det dårligt, siger Dorthe Isager.

Hvordan sikrer 3F sig, at der er sandhed i anklagerne om dårlig arbejdsmiljø pga. dårlig ledelse i afdelingen?

- Som organisation tager vi altid vores medlemmer seriøst, og når størstedelen af en arbejdsplads har samme oplevelser om dårligt arbejdsmiljø, må vi sætte fokus på det. Jeg har flere gange gjort opmærksom på problematikken, men mig bekendt har der ikke været holdt trio-møde omkring dette problem, i så fald må der jo ligge et referat, som jeg ikke er bekendt med. Man burde jo også igangsætte på APV (arbejdspladsvurdering, red.), som kunne hjælpe med at afdække problemerne. Alene det massive sygefravær, taler jo også sit eget sprog, siger Dorthe Isager.

 

red