3F ikke udelt begejstret for rapport

 3F ikke udelt begejstret for rapport

Dorthe Isager fra 3F kommenterer resultatet af advokatrapport om klager over forholdene i afdeling for affald og ressource

Dorthe Isager fra 3F er ikke udelt begejstret for resultatet af advokatundersøgelse om arbejdsforholdene i Affald & Ressource, men hun ser frem til en ”organisationsændring” på området.

Hvad er din reaktion på advokatrapporten, som er udarbejdet for Hvidovre Kommune om konflikten i kommunens afdeling for Affald & Ressource?

– Der er nu endelig kommet en advokatrapport, som beskriver modeller for løsning af det dårlige psykiske arbejdsmiljø. Vi har dog svært ved at få øje på, at indholdet løser samtlige af de udfordringer som vores medlemmer oplever, svarer Dorthe Isager fra 3F.

Anerkender 3F konklusionen?

– 3F tager advokatundersøgelsen til efterretning – når det er sagt, må vi konstatere, at der er afgørende punkter, hvor vi er uenige, og bestemt ikke ser verden på samme måde, siger Dorthe Isager.

Hvidovre Avis har spurgt Dorthe Isager om hun vil uddybe ovenstående, men hun har ikke svaret inden for redaktionens deadline.

Hvordan vil 3F hjælpe skraldemændene med at få etableret en helt almindelig arbejdsdag?

– Der lægges op til en organisationsændring, og vi ser positivt på dette samtidig med at vi vil følge området. Vi kan konstatere, at der er et ønske om at lave tydelige retningslinjer for opgavernes udførsel, og det må forventes at vores medlemmer inddrages i dette arbejde. Dette hilser 3F velkommen, slutter Dorthe Isager.

 

 

Hvidovre Avis har spurgt talsmanden for skraldemændene om deres reaktion på advokatundersøgelsen. Talsmanden har ikke svaret Hvidovre Avis.

 

red