50 år med sikkerhedssele

50 år med sikkerhedssele

Den lille handling, der har reddet liv i Hvidovre og hele landet

NYHEDER: Det tager kun et øjeblik at spænde sikkerhedsselen, når man sætter sig ind i bilen. I dag gør langt de fleste det uden at tænke over det, men for 50 år siden var det en helt anden historie. I januar 1976 blev det lovpligtigt at bruge sikkerhedssele på forsæderne i biler – en beslutning, der i sin tid blev mødt med heftig modstand, men som i dag har reddet tusindvis af liv, også her i Hvidovre.

Fra modstand til selvfølge

I begyndelsen af 1970’erne, hvor over 1.200 mennesker om året mistede livet i trafikken, var det langt fra alle, der brugte sikkerhedssele – selvom alle nye biler siden 1969 var udstyret med seler. Kritikerne mente, at lovkravet var et indgreb i den personlige frihed, mens læger, trafikeksperter og FDM kæmpede for at gøre selen obligatorisk.

  • Det er vildt at tænke på, hvor stor modstanden var dengang, når vi i dag kan se, hvor mange liv sikkerhedsselen har reddet, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik. - Selen er det vigtigste sikkerhedsudstyr i bilen, for den beskytter dig mod at blive slynget rundt eller i værste fald ud af bilen ved en ulykke.

Hvidovre og hovedstadsområdet i front

I dag bruger 98% af førerne og 95% af passagererne på bagsædet sikkerhedssele, viser Rådet for Sikker Trafiks seneste undersøgelse. Men der er stadig nogle, der glemmer det – også i Hvidovre og på Københavns Vestegn, hvor politiet i 2025 anholdt 493 bilister for manglende selebrug.

  • Det er positivt, at langt de fleste i dag spænder selen uden at tænke over det, men vi er ikke i mål endnu. Hvis alle brugte sele, kunne vi redde 15-20 liv om året og undgå mange alvorlige skader, understreger Stina Glavind, adm. direktør i FDM.

Fra 200 til 18 dræbte uden sele

 I 1976 var der omkring 200 dræbte i trafikken, der ikke havde spændt selen. I 2024 var tallet faldet til 18. Det viser, at sikkerhedsselen virker – og at det kræver et langt, sejt træk fra politikere, myndigheder og organisationer at ændre adfærden.

Husk selen – også på bagsædet

Bøden for ikke at bruge sele er 1.500 kr., og hvis et barn under 15 år ikke er spændt fast, koster det føreren 2.000 kr., et klip i kørekortet og 500 kr. til Offerfonden.

Sikkerhedsselens historie i korte træk:

1949: Nash tilbød hofteseler som ekstraudstyr.

1959: Volvo lancerede trepunktsselen, som vi kender den i dag.

1976: Sikkerhedssele blev lovpligtig på forsæderne i Danmark.

1990: Sele blev obligatorisk på bagsædet.

I dag: Alle skal være spændt fast, og børn under 135 cm skal bruge autostol.

Kilder: Rådet for Sikker Trafik, FDM, Danmarks Statistik, Vejdirektoratet, Rigspolitiet

 

Foto: Selen har reddet tusindvis af liv i trafikken. I dag bruger 98 % af bilisterne sele, når de kører bil, viser Rådet for Sikker Trafiks undersøgelse (foto: Rådet for Sikker Trafik).

 

red
menu
menu