Adelborg genopstiller ikke som borgmesterkandidat

Adelborg genopstiller ikke som borgmesterkandidat

Hvidovres borgmester igennem 10 år, Helle Adelborg, agter ikke at gå efter posten ved næste valg

Det bliver ikke Hvidovres tidligere borgmester, Helle Adelborg, der bliver Socialdemokratiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2025.

Det blev besluttet på partiforeningens generalforsamling i forrige uge, og mandag til Socialdemokratiets 1. maj i Kometen bekræftede Helle Adelborg beslutningen. Samtidig har hun udsendt en pressemeddelelse, hvor hun uddyber, at hun dog ikke har tænkt sig at forlade lokalpolitik.

- Jeg stiller op til kommunalvalget i 2025! Men ikke som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Hvidovre. I stedet som menigt medlem af kommunalbestyrelsen for periode 2026-2029, da jeg fortsat brænder for Hvidovre, min barndomsby, som jeg altid har og fortsat vil kere mig meget for udviklingen af, skriver Helle Adelborg i pressemeddelelsen.

Hvem der bliver Socialdemokratiets borgmesterkandidat er endnu ikke besluttet, men i følge Helle Adelborg vil kredsbestyrelsen nu påbegynde arbejdet med et såkaldt skift i Socialdemokratiet Hvidovre.

- Socialdemokratiet i Hvidovre vil nu påbegynde arbejdet med at finde en ny borgmesterkandidat til at stå i spidsen for partiet frem til kommunalvalget i november 2025, skriver Helle Adelborg.

 

red