Ældre har krav på omsorg

Ældre har krav på omsorg

Der er stor forskel på at få et besøg af et menneske og på at få en maskine til få en maskine trukket ind i stuen, skriver MIKKEL DENCKER

LÆSERDEBAT: I Hvidovre skal vi behandle vores ældre med respekt og værdighed. Desværre ser vi en tendens til, at omsorg i stigende grad erstattes af kolde teknologiske løsninger – senest i form af robotstøvsugere, som et flertal i Kommunalbestyrelsen har besluttet at nogle ældre borgere får tilbudt i stedet for, at en hjemmehjælper kommer og støvsuger.

Det er en udvikling, vi i Dansk Folkeparti tager skarpt afstand fra.

Der er stor forskel på at få besøg af et menneske og på at få en maskine trukket ind i stuen. En robotstøvsuger kan hverken tale med den ældre, holde øje med den ældres trivsel eller yde den menneskelige kontakt, som mange ældre faktisk sætter stor pris på og som er en vigtig del af hjemmehjælpen.

For Dansk Folkeparti handler det ikke kun om rengøring. Det handler om værdighed.

Når ældre har fået bevilget hjemmehjælp, skal de ikke afvises med et teknologisk plaster på såret. Mange har betalt skat hele livet og bidraget loyalt til vores samfund. Derfor har de også krav på reel hjælp – fra et menneske.

Dansk Folkeparti er ikke imod teknologi. Men det må aldrig blive en erstatning for den menneskelige omsorg og kontakt, som især vores ældre har brug for. Teknologi kan være et supplement – ikke en besparelse.

Dansk Folkeparti kæmper for, at ældre i Hvidovre skal kunne føle sig trygge, set og behandlet med respekt. Det indebærer også, at støvsugningen fortsat skal varetages af en hjemmehjælper – ikke af en robot.

Med venlig hilsen

Mikkel Dencker

Kommunal­bestyrelsesmedlem

Dansk Folkeparti

menu
menu