ÆLDRE-REFORMEN - EN FIN LILLE AFTALE!

 ÆLDRE-REFORMEN - EN FIN LILLE AFTALE!

Vi må flytte fokus fra primært behandling til forebyggelse, skriver BRIAN KØSTER

LÆSERBREV: I sidste uge kunne man læse lokale S-politikere rose deres egen regerings ældreudspil. Samtidig kunne man dog høre andre toner de fleste andre steder bla. i ’tirsdagsanalysen’ hvor de to tidligere spindoktorer for netop regeringspartierne S og V, Mogensen og Kristiansen gjorde grin af lanceringen fra SVM. Mette Frederiksen tog tidligere på året til et møde om ældreområdet æren sammen andre ledende ministre fra M og V og fortalte om alle de fortræffeligheder, der skulle komme. Desværre konkluderede de erfarne analytikere, at den endelige aftale var udtryk for at S ikke har kunnet blive enige med venstrepartierne V og M om særligt meget og at det derfor ville være til grin at kalde så lille en aftale for en reform.

Statsministeren og andre topministre holdt sig derfor også selv langt væk fra lanceringen af selve udspillet som udmærkede sig ved at blive præsenteret af 10 kvindelige politikere, med ældreminister Kierkgaard som ’højest rangerende’. Vi deltog selv (RV) i aftalen som havde enkelte fine tiltag, som f.eks. de faste teams, men som ældresagen også kommenterer kan det i bedst fald betegnes som begyndelsen til en reform. Ældresagen har tidligere udtalt kritik fordi, at udspillet ikke kommer til at gøre en forskel for ældre svækkede mennesker og vi står i en massiv krise på ældreområdet og derouten har været i gang længe.

Konklusionen fra førstnævnte program var altså, at det havde været bedre hvis regeringen helt havde undladt at lancere noget nu og så udskudt det til senere så man kunne løse opgaven ordentligt. Som med sundhedsvæsenet er den opgave nu sparket til hjørne og mon ikke resultatet bliver, at den helt vil blive overladt til kommende regeringer at løse. Jeg mener at sundheds- og ældreområdet skal gentænkes med borgeren i centrum. Vi har brug for et langt stærkere samarbejde mellem de regionale sygehuse, kommunale sundheds- og ældrepleje og de praktiserende læger. Der er udsigt til, at vi bliver mange flere ældre med kroniske sygdomme vi skal tage os af, men ingen udsigt til mere personale. Derfor bliver vi nødt til hurtigst muligt at få organiseringen på plads og flytte fokus og finansiering fra primært behandling til forebyggelse.

Venlig hilsen

Brian Køster

HB-medlem og Folketingskandidat

Radikale Venstre Hvidovre