Ældreminister og ældreordfører besøgte Hvidovre

Ældreminister og ældreordfører besøgte Hvidovre

Sidste mandag besøgte ældreminister Mette Kierkgaard (M) og ældreordfører Maria Durhuus (S) Rollatorbanden og seniorbofællesskabet Solkilden

På Hvidovre Rådhus var der dækket fint op efter dagens gåtur i Rollatorbanden. Der ventede både kaffe og kaffe i Bibliotekscaféen, da gåklubben med tre år på bagen fik besøg af ældreministeren og ældreordførerne.

Rollatorbanden er et frivilligt fællesskab for ældre borgere, som samles én gang om ugen om en gåtur rundt i Hvidovre. Ældre Sagens lokale frivillige er tovholdere på initiativet, der har skabt et fællesskab, hvor ældre, der enten går med stok, rollator eller bare er langsomt gående mødes til en times gåtur.

– Vi er meget trofaste og kommer hver eneste mandag eller fredag afhængigt af, hvor i Hvidovre man bor, kunne en af deltager fortælle.

En hane i kurven

Kim Helmersen underholdte med, hvordan han som en ene hane i kurven var blevet lokket med i gåfællesskabet, fordi der var udloddet en flaske Gammel Dansk til den første mand, som deltog to gange. Damerne vil meget gerne have selskab af flere mænd på deres gåture.

Bag initiativet står Wievie Bastian, der har modtaget Hvidovre Kommunes sundhedspris. Hun er også engageret i Det Frivillige Ældrearbejde, Demensvenlige Hvidovre.

Ældreordfører fra Socialdemokratiet, Maria Durhuus, har som tidligere byrådsmedlem i Hvidovre, flere gange været med på turene med Rollatorbanden, og hun nød gensynet med de raske damer.

– Ja folk trækker jo lidt på smilebåndet, når vi kommer trillende, så folk er venlige at give plads, fortalte en anden deltager.

Under gåturen bærer alle en orange trafikvest, som ældreminister Mette Kierkgaard fik lov til at prøve. Begge gæster var imponeret over det fællesskab, som havde udviklet sig over gåturene. Der bliver holdt venligt øje med hinanden, hvis man udebliver flere gange i træk.

Vi bor her for fællesskabets skyld

Bagefter gik turen til Solkilden, der er et seniorbofællesskab i Hvidovre, hvor der søreme også var dækket fint op med hjemmebagte kager og kaffe.

I Solkilden bor ældre, som gerne vil et fællesskab. Det kan være, at børnene bor langt væk, eller man bare godt kan lide at drikke sin morgenkaffe sammen med naboen eller deltage i sociale aktiviteter. I Solkilden er der eksempelvis en havegruppe, som passer bofællesskabet egen store flotte have, og en arrangementsgruppe, som for nylig stod bag en herlig aften på Bakkens Hvile.

Ældreminister Mette Kierkgaard og Socialdemokraternes ældreordfører Maria Durhuus fik mange gode råd med hjem om, hvordan man skal indrette seniorbofællesskaber.

Ungdomsklubben på stedet rummer en håndfuld, som stadig er i 60’erne, og dem kunne der godt være flere af på Solkilden. Mange beboere har været med siden begyndelsen i 2003, så kræfterne til vedligehold som maleraktiviteter begynder at slippe op, ”selvom vi stadig er et par herrer, der kan finde boremaskinen frem og hænger et par hylder op”, som en af beboerne fortalte.

Diversitet både hvad angår køn og alder er en god ting, forstås. Man kan blive skrevet op i Solkilden fra man er 50 år, og lige nu kun frem til, man er 65 år. Så derfor er det med at være vaks, hvis man ønsker en lys og venlig en-plansbolig. De fleste var enige om, at det er skønt, at man bare kan gå ud i haven fra sin bolig og mødes i fælleshuset eller i haven.

– Vi er alle flyttet ind på grund af det sociale, som vi gerne vil være en del af, og er der ikke rullet op klokken 11, så banker en på.

Ministeren, som kommer fra en lille by udenfor Ribe kunne fortælle, at det også gør sig gældende ovre vestpå. Her holder man også øje med hinanden, og om der er liv i huset.

Både ældreordfører Maria Durhuus og ældreminister Mette Kierkgaard kunne drage hjem med masser af indtryk fra en god eftermiddag i Hvidovre.