ÆLDREPLEJEN SKAL SÆTTES FØRST
Det handler om respekt, værdighed og tryghed, skriver MIKKEL DENCKER
LÆSERDEBAT: I den seneste valgperiode har vi desværre set, hvordan ældreområdet i Hvidovre er blevet nedprioriteret. Der er blevet sparet og skåret ned på tid og dermed på nærvær og tryghed. Mange ældre oplever færre besøg, skiftende personale og mindre tid til samtale og omsorg. Det er ikke værdigt og det er ikke sådan, vi skal behandle dem, der har bygget det samfund, vi andre står på skuldrene af.
I Dansk Folkeparti mener vi, at tiden er kommet til at vende udviklingen. Ældreplejen skal ikke være et område, hvor man konstant leder efter næste besparelse – den skal være et område, vi investerer i. For det handler ikke kun om penge, men om respekt, værdighed og tryghed i hverdagen.
Vi skal have færre medarbejdere omkring den enkelte borger, så den ældre møder kendte ansigter i stedet for nye medarbejdere hver uge. Og vi skal sikre, at personalet får tid til at udføre deres arbejde ordentligt og ikke skal skynde sig fra opgave til opgave.
Når ældreplejen fungerer, smitter det positivt af på hele samfundet. Det giver ro for de pårørende, arbejdsglæde for medarbejderne og livskvalitet for dem, det hele handler om, nemlig de ældre.
Dansk Folkeparti i Hvidovre vil kæmpe for, at næste valgperiode bliver den, hvor vi igen sætter vores ældre først. Det handler om værdighed, respekt og ansvar – og det skylder vi de generationer, der har gjort det muligt for os at leve, som vi gør i dag.
Med venlig hilsen
Mikkel Dencker
Dansk Folkeparti
