Ærgerligt – men ærligt!

Ærgerligt – men ærligt!

Sagsbehandlingsfristerne på børnehandicapområdet forlænges fra otte til tolv uger, skriver SARA BENZON:

LÆSERBREV: Kommunalbestyrelsen har besluttet at forlænge sagsbehandlingsfristerne på børnehandicapområdet fra otte til tolv uger. Det er rigtig ærgerligt, for det er familier, som ofte er pressede, når deres sag bliver lagt på sagsbehandlerens bord. Det er desværre nødvendigt, for lige nu kan kommunens sagsbehandlere ikke følge med, selvom de løber virkelig stærkt. Det skyldes den voldsomme stigning, ikke bare i antallet af sager, men også i kompleksiteten af sagerne. Derfor vil vi politisk hellere være ærlige over for de familier, der venter og samtidig også passe godt på vores medarbejdere. Hvis vi lægger et endnu større pres på dem, er der risiko for sygemeldinger og det vil gøre situationen endnu værre.

Den forlængere behandlingsfrist betyder dog ikke, at alle sager vil kræve tolv ugers behandlingstid, for sagsbehandlerne gør deres ypperste for at afgøre sagerne så hurtigt som muligt og så grundigt som muligt, så alle kan få den hjælp og støtte de har krav på.

De tolv ugers behandlingsfrist er i første omgang givet for et år, hvorefter vi håber, at bunkerne er blevet så meget mindre, at den igen kan sættes ned til otte uger.

Venlig hilsen

Sara Benzon, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget