AffaldsSMS’er fra kommunen bliver afløst af en ny app

AffaldsSMS’er fra kommunen bliver afløst af en ny app

”Hvidovre Affald”-app giver besked om tømmedage og hjælper med sortering

Fra årsskiftet får du ikke længere SMS på din telefon, før skraldebilen henter dit affald. Hvidovre Kommune skifter til ”Hvidovre Affald”-app’en, der i stedet for sms’er, sender notifikationer vedrørende affald.

Den nye app er enklere og mere brugervenlig at benytte. App’en giver samtidig kommunens affaldsteam mulighed for f.eks. at sende beskeder ud i et område, når der f.eks. er ændringer i afhentning af affald, som ikke alle borgere behøver at få besked om.

Du kan allerede nu downloade den nye affaldsapp til din smartphone og begynde at bruge den. Den nye app kan, når du har indtastet din adresse, give besked forud for tømning af de forskellige affaldsordninger, din husstand er tilmeldt. Flere personer på samme adresse kan downloade og benytte app’en. Du kan også bruge app’en, hvis dit affald ikke er blevet hentet, og du ønsker at kontakte affaldsteamet. Ligesom du får besked i app’en, hvis dit affald og genbrug ikke bliver tømt fx i forbindelse med gravearbejde i dit kvarter.

– Vi håber, at de borgere, der er tilmeldt kommunens affaldsordninger for villaer og rækkehuse, vil tage godt imod den nye app og de nye muligheder, den indeholder, siger formand for Klima-, Miljø og Teknikudvalget Kristina Young og fortsætter:

– Jeg forestiller mig, at den vil hjælpe mange af os til en bedre affaldssortering derhjemme, fordi app’en har en smart funktion, så du med din telefon i hånden kan scanne stregkoden på f.eks. en emballage, du vil smide ud – og få svar på, hvordan den skal affaldssorteres. Det vil jeg i hvert fald selv prøve af, siger hun...

Den funktion i app’en, hvor man kan scanne en stregkode og få svar på, hvordan en emballage skal sorteres, kan i øvrigt benyttes af alle borgere dvs. også borgere, der bor i lejlighed og downloader app’en for at kunne benytte scan-stregkode-funktionen.

Som beskrevet kan du allerede nu downloade den nye ”Hvidovre Affald”-app. Det gør du rent praktisk i Apple Store, hvis din smartphone er en IPhone og med Google Play, hvis du har en Android-telefon.

Når du har hentet app’en på din telefon, åbner du den og vælger kommune og derefter din adresse. Derefter er app’en sat op, og du vil modtage besked om næste tømning for de forskellige affaldstyper, din adresse er tilmeldt, og kan i øvrigt benytte de andre funktioner i app’en – og via app’en få adgang til relevant indhold på Hvidovre Kommunes hjemmeside.

De borgere, der ikke har en smartphone, kan også fremover printe en tømmekalender fra kommunens hjemmeside og på den måde få oplysning om kommende tømmedatoer for de affaldsordninger, de er tilmeldt.

FOTO: Med den nye Hvidovre Affald app kan man scanne stregkoden på fx en mælkekarton og få svar på, hvordan den skal sorteres.