Alsang og foredrag

Alsang og foredrag

Avedøre kirke inviterer til spændende fællessang præsenteret ved Ricco Victor

Søndag eftermiddag den 30. april kl.14.00 i Avedøre kirke, kan man glæde sig til en helt særlig oplevelse, når der skal synges fællessang med kendte og elskede klassikere og hele herligheden krydres med anekdoter, der sætter den danske sangskat i historisk perspektiv.

Avedøre Kirke inviterer til en eftermiddag i selskab med Ricco Victor. Han har i mange år været direktør i Spil Dansk samt leder af det landsdækkende ALSANG – 1000 stemmer initiativ.

Sangen ledes af vokalgruppen AVEX, som består af tidligere sangere fra kirkens pigekor og kirkens organist Wents Reinbergs.

ALSANG var en national sangfestival, der både markerede 75-året for Danmarks befrielse omkring 4. maj 2020, og samtidig også igangsatte mere end 900 alsang-arrangementer over hele Danmark fordelt på samtlige kommuner.

Ricco Victor vil levende præsentere fællessangene og krydre dem med nogle særlige anekdoter. Arrangementet bliver en oplevelse for flere sanser og på flere niveauer, da der også fremvises nogle helt særlige musikvideoer og nogle gamle artefakter fra 1940´erne. Ricco Victor fortæller den fascinerende historie om besættelsestidens enorme alsang-stævner i 1940. Vi skal derfor også synge sange, som særligt kredser sig om friheds-tematikken.

Sangene og anekdoterne kobles elegant til nutiden og til den moderne fællessangs historiske comeback og nye guldalder under corona-nedlukningen. Derudover skal vi høre om nedslag fra de sidste 100 år, hvor fællessangen har spillet en markant rolle i store danske – og internationale – historiske begivenheder.

Sangforedrag - og sangene - kredser tematisk om frihed, fred, befrielse, demokrati og håb.

Det taler derfor også ind i en højaktualitet med krig og ufred. Og en tid med splittelse har sang og fællessang samlet folk i krisetider. Det har fået folk til at rykke tættere sammen. På tværs af (sociale) skel i det danske samfund.

- Foredraget er GRATIS og åbent for alle! I pausen vil der kunne købes forfriskning, hvor overskuddet vil gå til sognets Menighedspleje. Tak for de gaver I giver, slutter Wents Reinbergs.