Anders Wolf Andresen: – Udvikling skal ske til fordel for os i Hvidovre – ikke for en tilfældig investor...

Anders Wolf Andresen: – Udvikling skal ske til fordel for os i Hvidovre – ikke for en tilfældig investor...

KV2025: Kommunal­valget i Hvidovre er i fuld gang, og Hvidovre Avis har spurgt borgmester og spidskandidat for SF, Anders Wolf Andresen, om hans visioner for kommunens fremtid.

1. Hvordan skal Hvidovre udvikle sig som by – mere byggeri, eller skal vi bevare de grønne områder?
Hvidovre skal fortsat udvikle sig – men på en måde, der passer til byen og os, der bor her. Det handler ikke om at bygge mest muligt, men klogt og skabe balance mellem byliv og grønne områder. Vi skal prioritere boliger til seniorer og unge – og bygge til en pris, så pædagogen og elektrikeren kan bo i Hvidovre.

Nybyggeri skal ske i en skala, der passer til byen, mens vi bevarer og forbedrer natur og grønne arealer, havn og rekreative steder som Cirkusgrunden og Rebæk Søpark. Nyt byggeri skal ske, hvor der allerede er byggeri – og som bæredygtigt byggeri. Udviklingen skal ske med respekt for Hvidovres historie og i tæt dialog med borgerne.

Kommunens ressourcer:
2. Hvordan vil du prioritere mellem investeringer i institutioner, skoler, ældrepleje og idræt/fritid
Som borgmester har jeg arbejdet for at skabe ro, retning og balance i økonomien – og det er lykkedes. For første gang i kommunens 100-årige historie har vi samlet hele kommunalbestyrelsen om et fælles budget. Det samarbejde skal vi bygge videre på. Jeg vil fortsætte med at prioritere vores lokale velfærd: En værdig ældrepleje med tid til nærvær, dagtilbud med reelle minimumsnormeringer og flere uddannede pædagoger, samt folkeskoler, hvor der er ressourcer til at se den enkelte elev. Vi har sat gang i at uddanne flere meritpædagoger og indført forberedelsestid til pædagogerne. Vi hæver også lønnen for pædagoger og lærere. Vi skal tage hånd om vores svageste og borgere med særlige behov. Vi har derfor hævet budgettet til specialområdet med 20 mio. kr. og besluttet “skæve boliger”.

Samtidig skal vi investere i idræt, fritid og foreningsliv – for fællesskab og bevægelse er også velfærd. Derfor har vi sat gang i den største opgradering af foreningsfaciliteter i Hvidovres historie med nye haller, foreningshuse og stadionanlæg.

Klima og bæredygtighed
3. Hvordan vil du og dit parti sikre, at Hvidovre udvikler sig som en bæredygtig og klimavenlig kommune i fremtiden?
Vi har vedtaget en ambitiøs Klimaplan 2045, som samler hele kommunalbestyrelsen om et fælles mål: At reducere CO₂-udledningen med 80 % allerede i 2030. Det er et markant skridt. Vi arbejder målrettet med grøn omstilling – med eksempelvis energirenoveringer og solceller på kommunale bygninger. Metro til Hvidovre og bedre cykelstier er konkrete eksempler på grøn mobilitet, som både gavner klimaet og hverdagen for borgerne. Vi har sat penge af til stormflodssikring af Hvidovre. Vi har skabt skoleskove og er i gang med at plante flere vejtræer og skabe flere grønne områder med biodiversitet.

Valgtema
4. Hvad tænker du bliver efterårets vigtigste valgtema for Hvidovre?
Jeg tror, at efterårets vigtigste valgtema bliver fællesskab og retning. De seneste fire år har vist, at når vi står sammen, kan vi skabe resultater – også på tværs af partier. Det har givet stabilitet, samarbejde og konkrete forbedringer for borgerne. Vi skal nu bygge videre på det: Et trygt, grønt og stærkt Hvidovre med fokus på klima, velfærd og fællesskab. For mig handler politik ikke kun om beslutninger på rådhuset, men om at flest mulige borgere kan se sig selv i den førte politik. Det er det vores budskab: ”Sammen om Hvidovre” handler om.

Borger-spørgsmål
5. Der bliver bygget rigtig meget i Hvidovre for tiden. Jeg forstår at byen skal udvikle sig – men hvordan passer vi på det, der gør Hvidovre til et godt sted at bo?
Jeg forstår godt, at mange oplever, at der bliver bygget meget i Hvidovre og lige nu fylder fjernvarmen. Jeg deler ønsket om at passe på det, der gør vores by til et godt sted at bo. Udvikling skal ske til fordel for os i Hvidovre - ikke for en tilfældig investor. Vi skal sikre, at nye boliger og projekter skaber værdi for fællesskabet, og at de grønne områder, foreningslivet og de lokale mødesteder fortsat har plads og prioritet. Hvidovre skal være et sted, hvor vi føler os hjemme og som vi kan genkende. Derfor ønsker jeg at fortsætte arbejdet for et Hvidovre i balance: et sted med udvikling og sammenhæng, med grønne områder, fællesskab og nærhed.

Kandidatprofil:
Navn: Anders Wolf Andresen
Alder: 41 år
Job: Borgmester (tidl. kontorleder i BUPL Nordsjælland)
Civilstatus: Forlovet
Parti: SF – Socialistisk Folkeparti

menu
menu